FLSmidth vinder ordre på mere end 30 mio. dollar

Foto: PR-foto Erik Hansen. FLSmidth
Læs mere
Fold sammen

Den danske ingeniørkoncern FLSmidth har vundet en ordre fra Cielo Azul Cementos y Calizas om levering af en ny cementfabrik i Uruguay.

Ordrens samlede størrelse overstiger 30 mio. dollar, fremgår det af en meddelelse torsdag morgen.

Selskabet skal levere en komplet cementproduktionslinje med udstyr til alt fra knusning til pakning samt et palleteringssystem til en fabrik, der skal opføres nær byen Treinta y Tres.

- Vi er stolte over, at Cielo Azul har valgt FLSmidth som partner som led i sin indtræden som cementproducent. FLSmidth har 135 års erfaring i at forstå og støtte vores kunder i at opfylde deres ambitioner.

- I samarbejde med Cielo Azul vil vi udnytte vores viden og erfaring til at levere Uruguays mest energiøkonomiske cementfabrik, siger Per Mejnert Kristensen, chef for FLSmidths cementforretning, i meddelelsen.

FLSmidth forventer, at ordren vil være fuldt leveret ved udgangen af 2018.