FLSmidth stryger til tops efter godkendt regnskab

Cement- og ingeniørkoncernen FLSmidth har fart i aktien efter et kvartalsregnskab, der var bedre, end analytikerne på forhånd havde ventet.

Foto: Brian Bergmann. Cement- og ingeniørkoncernen FLSmidth stiger på børsen efter et regnskab, der var bedre end ventet for årets første kvartal.
Læs mere
Fold sammen

Investorerne belønnede fredag middag prompte Ingeniørkoncernen FLSmidth for et kvartalsregnskab, der over hele linjen var bedre end ventet. De gode nøgletal fik omgående aktionærerne til at sende aktien i vejret med over 6 pct.

FLSmidth landede for årets første kvartal et overskud på 252 mio. kr., hvor analytikerne ifølge Ritzau Finans på forhånd havde kalkuleret med et noget lavere overskud på 148 mio. kr. - fratrukket et tab på 73 mio. kr. på lukningen af to projekter i Nigeria. Ingeniørkoncernens omsætning landede på 4825 mio. kr., hvilket er lidt lavere end det tilsvarende kvartal af 2014, hvor omsætningen lød på 4949 mio. kr. Til gengæld har FLSmidth en bedre bundlinje, end det var tilfældet efter første kvartal sidste år.

I regnskabet skriver FLSmidth dog flere steder, at selskabet har nydt særdeles godt af valutamedvind, som for koncernen som helhed har haft en positiv effekt på 9 pct. i forhold til omsætningen.

FLSmidth-aktien er fredag eftermiddag steget med godt 10 pct. Og det virker lidt som en overreaktion, vurderer Sydbanks FLS-analytiker, Jacob Pedersen.

»FLSmidth-aktien er faldet noget den seneste tid i kølvandet af konkurrent-regnskaber og i forlængelse af en aflyst ordre onsdag aften. Derudover er der stor short-spekulation i aktien. Short-sælgerne har det med at blive lidt nervøse og lukker nu deres positioner ved at købe aktien. Isoleret set på det her regnskab, er det en overreaktion, at aktien stiger så kraftigt, siger Jacob Pedersen, der samtidig dog påpeger, at FLSmidth er en »billig« aktie, fordi markedsforholdene for det danske selskab er særdeles vanskelige.

FLSmidth fastholder forventningerne til hele 2015, som selskabet betegner som udfordrende.

»Med hensyn til de forventede resultater for divisionerne står det klart, at 2015 vil blive et udfordrende år for de to projektdivisioner, Minerals og Cement, i lyset af den relativt lave ordrebeholdning i starten af året og den aktuelle cykliske nedgang. Cement forventes imidlertid at se en stigning i ordreindgangen i 2015,« skriver FLSmidth i sit regnskab.