FLSmidth satser stort på mineraler

Den danske koncern FLSmidth henter størstedelen af sine penge ved byggeri af cementfabrikker. Men for at skabe mindre afhængighed af cementmarkedet satser FLSmidth på stor vækst i mineralaktiviteterne i datterselskabet FFE Minerals.

Det slog koncernchef Jørgen Huno Rasmussen fast på selskabets kapitalmarkedsdag i London.

George Robles, der er administrerende direktør for FFE Minerals, oplyste på kapitalmarkedsdagen, at FFE Minerals henter 2/3 af sit salg i "emerging markets".

- Vi har haft en tredobling af salget i de sidste fire år, og vores andel af det samlede salg i FLSmidth er i dag på 25 pct.

Mit primære mål er at få forretningen til at vokse, men andre koncentrerer sig om driften, sagde George Robles, der har været topchef for FFE Minerals siden 1994.

FFE Minerals har hovedkvarter i Nordamerika, men den største andel af selskabets medarbejder er i Sydamerika.

- Vores største områder er Chile og Peru, men Brasilien vokser også meget. Brasilien er et meget aktivt marked og vi fortsætter med at vokse der, sagde George Robles.

Traditionelt har FFE Minerals stået stærkt inden for blandt andet kulminer i Australien, Brasilien, Chile, Peru og Sydafrika. Men for tiden rykker FFE Minerals også ind på markedet for aluminium miner i Indien, Rusland og Afrika.

RB-Børsen