FLSmidth sælger Cembrit for 1,1 milliarder kroner

Salgsprocessen var ellers udskudt på grund af manglende købere, men nu er fibercementforretningen solgt til svenske Solix.

Foto: Brian Bergmann. F. L. Smidth sælger Cembritt for 1,1 mia. kroner.
Læs mere
Fold sammen

FLSmidth sælger Cembrit til svenske Solix AB for 1,1 mia. kr. på gældfri basis. Det fremgår af en meddelelse.

FLSmidth udsatte ellers salgsprocessen i tre til fire år i august 2013, da det ikke var lykkedes at finde en køber, efter at Cembrit, der laver fibercement produkter, på det tidspunkt havde været til salg i et år. For nyligt kontaktede Solix så FLSmidth med et uopfordret tilbud.

- Det er min faste overbevisning, at vi på alle parametre er kommet frem til en tilfredsstillende aftale ved at sælge Cembrit til en ny ejer, der ønsker at videreudvikle og udvide forretningen til fordel for både medarbejdere og kunder, udtaler koncerndirektør i FLSmidth Bjarne Moltke Hansen i meddelelsen.

Salget ventes at have positiv indflydelse på FLSmidths resultat fra ikke fortsættende aktiviteter i første kvartal afhængig af balancen ved transaktionens afslutning, oplyser FLSmidth.

Købesummen betales i tre rater, hvoraf de første to rater forfalder i første kvartal af 2015. Den sidste rate på 125 mio. kr. vil blive betalt 12 måneder efter transaktionens afslutning, som ventes i første kvartal 2015.

Cembrit vil i regnskabet for 2014 blive reklassificferet som ikke fortsættende aktivitet. Det betyder, at forventningerne til 2014 teknisk justeres, så omsætningen nu ventes at blive 19,5-22,5 mia. kr. mod tidligere 21-24 mia. kr. EBITA-marginen for koncernen ventes uændret at blive 7-9 pct. Omsætningen for Cembrit ventes at blive cirka 1,5 mia. kr. og EBITA-marginen 3-5 pct.