FLSmidth opjusterer forventningerne efter godt halvår

Cementkoncernen FLSmidth kan opjustere forventningerne til hele året efter opkøb af canadisk virksomhed og et godt første halvår.

Omsætningen i cementkoncernen FLSmidth sprang frem i første halvår med en vækst på 59 procent. Det svarer til en samlet omsætning på næsten 8,3 milliarder kroner mod 5,2 milliarder kroner i samme periode året før. Selskabet opjusterer forventninger til både omsætning og overskud, til dels som følge af købet af den canadiske virksomhed GL&V Process.

Nu venter FLSmidth-koncernen at nå en omsætning på 19,5 milliarder til 20 milliarder kroner mod tidligere 17-19 milliarder. I forventningen er indregnet en omsætning på 1,2 milliarder kroner fra den canadiske virksomhed.

Indtjeningen fra driften ventes at nå op på mellem 1,45 og 1,6 milliarder kroner mod tidligere 1,2 til 1,35 milliarder. Heri er ikke forventet et bidrag fra GL&V Process.

I første halvår steg driftsresultatet med 175 procent til et overskud på 742 millioner kroner mod 270 millioner kroner i samme periode året før.

/ritzau/