FLSmidth lander stor millionordre

FLSmidth har tirsdag fået en orde på levering af udstyr til en cementfabrik i Paraguay til en værdi på mere end 350 mio. kr.

Det oplyser selskabet i en meddelelse til børsen.

- Kunden skal bruge en teknologisk avanceret løsning for at kunne imødekomme den konstante efterspørgsel efter cement i denne udviklingsregion, siger Jan Kjærsgaard, direktør for cementdivisionen, i meddelelsen.

- Kontrakten understreger vores position som den førende leverandør af det mest produktive og energiøkonomiske udstyr og teknologi til kunder i cementindustrien, som lægger vægt på produktivitet, driftssikkerhed og bæredygtighed, lyder det.

FLSmidth skal stå for produktionslinjens design og konstruktion og levere energiøkonomisk udstyr til hele produktion. Fabrikken ventes at starte op inden for 24 måneder og at være i fuld drift i 2021.

Ordren træder i kraft med det samme og bliver indregnet i ordreindgangen for første kvartal 2019, oplyser FLSmidth, der har modtaget forudbetaling for ordren.

/ritzau/FINANS