FLSmidth får stor kontrakt i Etiopien

Ingeniørkoncernen FLSmidth har fået en ordre med en værdi af cirka 100 mio. euro - eller små 750 mio. kr. - i Etiopien.

Her skal selskabet levere udstyr til en cementfabrik til Abay Industrial Development Share Company, fremgår det af en meddelelse torsdag morgen.

»Denne kontrakt understreger endnu engang FLSmidths position som den foretrukne leverandør af bæredygtige og produktionsforbedrende løsninger til den globale cementindustri,« udtaler Jan Kjaersgaard, direktør i FLSmidths cementforretning, i meddelelsen.

Selskab Kurs Ændr. %

Ordren ventes helt gennemført i løbet af andet kvartal 2022, hvorefter fabrikken efter planen skal have en kapacitet på 5000 ton per dag.

Aftalen vil først blive omfattet i selskabets ordreindgang, når alle betingelser - herunder første betaling fra kunden - er gennemført, oplyser FLSmidth.

/ritzau/FINANS