FLSmidth får ordre på cementfabrik til Pakistan

Foto: Keld Navntoft. ARKIVFOTO. FLSmidth skal levere udstyret til en cementfabrik i Pakistan. Bestillingen har en værdi på mere end 90 mio. euro (670 mio. kr.)
Læs mere
Fold sammen

FLSmidth skal levere udstyret til en cementfabrik i Pakistan. Bestillingen har en værdi på mere end 90 mio. euro (670 mio. kr.) for det danske ingeniørselskab.

Det oplyser FLSmidth til fondsbørsen mandag.

Ordren kommer fra Power Cement, en del af Arif Habib-gruppen, og er en udvidelse af en eksisterende cementfabrik i Nooriabad i den sydlige ende af landet tæt på den indiske grænse.

Det nye udstyr fra FLSmidth skal blive til en produktionslinje med en kapacitet på 7700 tons cement per dag.

Ordren vil være fuldt leveret til kunden senest ved udgangen af 2018, oplyser FLSmidth.

FLSmidth fik 17. januar i år en lignende ordre på en cementfabrik til pakistanske Maple Leaf Cement Factory. Allerede dagen efter var der rygter om ordren fra Power Cement, men den har altså taget nogle måneder at få på plads.

»Den nye produktionslinje styrker yderligere FLSmidths position i Pakistan. Den understreger værdien af en særdeles effektiv og moderne cementfabrik med minimeret miljøbelastning og vores højt avancerede og moderne kvalitetssikringssystem til cement,« udtaler direktør for cement i FLS Per Mejnert Kristensen i en meddelelse.