FLSmidth får milliard-ordre i Qatar

FLSmidth har som en del af et konsortium med Six Construct fået en fra Qatar Primary Materials. Ordren har for FLSmidth alene en værdi på 140 mio. euro, omkring 1 mia. kr.

Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.

Ordren omfatter transport- og stakkerudstyr til udvidelsen af en terminal i Mesaieed Industrial City 35 km syd for Doha, hovedstaden i Qatar. Anlægget får en kapacitet på 30 mio. tons byggemateriale om året, skriver FLSmidth.

- Opnåelsen af denne ordre viser den styrke, der ligger i den samlede FLSmidth-koncern. Ved at udnytte den globale koncerns kombinerede styrker inden for blandt andet teknologi, projektstyring og anlægsstyring opnår vi en meget stærk markedsposition, skriver koncerndirektør Carsten R. Lund i meddelelsen.

Ordren vil blive indtægtsført i Material Handling-divisionen og have en positiv effekt på indtjeningen frem mod 2016, skriver FLSmidth.

Ordren blev rygtet 26. august, hvor FLSmidth bekræftede rygterne i en meddelelse.

- FLSmidth kan bekræfte rigtigheden af denne oplysning. Der udestår dog stadig endelige forhandlinger. Hvis og når der opnås en endelig aftale, og denne bliver effektiv, vil vi omgående oplyse markedet herom, skrev FLSmidth i den forbindelse i en fondsbørsmeddelelse.

Aktien er steget omkring 3 pct. efter offentliggørelsen og ligger nu i et leje på 286 kr.

/ritzau/FINANS