FLSmidth får grønt lys til australsk opkøb

De australske konkurrencemyndigheder har besluttet, at FLSmidths bud på australske Ludowici er gyldigt.

FLSmidths topchef Jørgen Huno Rasmussens kommentarer var lige ved at sætte en kæp i hjulet for overtagelsen af australske Ludowici  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

Det har været et kulørt kapløb for FLSmidth at sikre sig australske Ludowici, hvor budkrigen med Weir endte med at inddrage de australske konkurrencemyndigheder. Det er den myndighed, der i nat er kommet med den afgørelse, at FLSmidths seneste bud på 11 australske dollar pr. aktie står ved magt.

Hele historien tog sin begyndelse med FLSmidths bud på 7,20 australske dollar tilbage i januar. I forbindelse med det bud skulle Jørgen Huno Rasmussen have sagt til nyhedsbureauet Reuters, at den danske virksomhed ikke agtede at hæve buddet yderligere.


Aldrig så snart havde FLSmidth åbnet pengetanken, før australske Weir meldte sig på banen med et bud på 7,92 for Ludowici. FLSmidth satte trumf på og afgav et bud på 10 australske dollars pr. aktie, men Weir slæbte danskerne til konkurrencemyndigheder for at få erklæret det bud ugyldigt.



De australske konkurrenceregler yder strengere beskyttelse af aktionærerne end deres danske ditto. Der lægges stor vægt på åbenhed i aktiehandlerne i Australien, og Jørgen Huno Rasmussens udtalelser, der indikerede, at FLSmidths første bud var endeligt, blev set som snyd, nu da FLSmidth alligevel havde forhøjet sit bud. Derfor ville Weir have gjort budet ugyldigt.

Men de australske konkurrencemyndigheder har i dag bestemt, at FLSmidth gerne må fortsætte sit forsøg på at overtage Ludowici med et bud, der i mellemtiden er vokset til 11 australske dollar pr. aktie. Buddet tager forbehold for, hvad Ludowici måtte beslutte, udbetale eller deklarere inden en eventuel overtagelse.

De australske myndigheder har dog også besluttet, at FLSmidth skal betale erstatning til de aktionærer, der har solgt deres aktier i Ludowici mellem 23. og 31. januar. Den samlede erstatningssum kan dog ikke overstige 2,9 mio. australske dollar.

Bestyrelsen i Ludowici har enstemmigt besluttet sig for at anbefale buddet.