FLS-topchef: Ingen overraskelse for os i regnskabet

Både i forhold til overskuddet og ordreindgangen overaskede FLSmidth fredag markedet. Topchef i FLSmidth Thomas Schulz er ikke overraskede over den positive udvikling.

Foto: Brian Bergmann. Cement- og ingeniørkoncernen FLSmidth stiger på børsen efter et regnskab, der var bedre end ventet for årets første kvartal.
Læs mere
Fold sammen

Med et overskud før skat i første kvartal på 252 mio. kr. og en ordreindgang på 4577 mio. kr. overraskede FLSmidth fredag markedet, der ifølge estimater indsamlet af Ritzau Esimates havde ventet et overskud på 148 mio. kr. og en ordretilgang på 4186 mio. kr.

Den efterfølgende umiddelbare kursstigning for ingeniøraktien på små 10 pct. indikerer overraskelsesmomentet.

Men på hovedkontoret i Valby spores ingen overraskelse.

- Først og fremmest: Det er ikke en overraskelse for os. Vi styrer gennem konjunkturcyklen med en pæn stigning i overskuddet trods et meget udfordrende marked, og vi har det under fuld kontrol, siger topchef i FLSmidth Thomas Schulz til Ritzau Finans.

Heller ikke markedsudviklingen byder på overraskelser for ledelsen i ingeniørkoncernen, som fastholder sine hidtidige forventninger til markedsudviklingen og ordreindgangen.

- Jeg ved, at hele markedet og medierne ser negativt på Mining. Men jeg har været så lang tid i branchen, at jeg ved, at det er en cyklisk branche. Det er ikke gode markedsvilkår for os. Men vi vidste, det ville komme - og det ser du i vores resultater og den måde, vi har organiseret os på, siger Thomas Schulz.

Han ser fortsat en flad markedsudvikling i 2015 og en "meget, meget lille vækst" i Mining i 2016, mens det vil gå bedre i cement.

- Og vi fastholder udsigterne til en lille stigning i ordreindtaget i 2015 i forhold til året før, fastslår koncernchefen.

- Vores selskab er trimmet til svingningerne i markedet - op eller ned. Og vi forbliver - og jeg ved, at det er anderledes end i pressen - positivt indstillet til udsigterne til minemarkedet og selvfølgelig også for Cement, siger Thomas Schulz