FLS er klar til at levere nøglefærdig mine

Australsk mineselskab foretrækker en model med danske virksomheder i stort grønlandsk anlægsprojekt i Kvanefjeld. FLSmidth, Pihl & Søn og Vestas er i spil som partnere og leverandører.

Grønlands undergrund rummer store rigdomme, som mange udenlandske mineselskaber gerne vil have fat i. Blandt andre Greenland Mining and Energy, som ønsker at anlægge en mine for milliarder af kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alistair ScruttonRreuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det planlagte milliardbyggeri af en mine til brydning af sjældne jordarters metaller og uran i Kvanefjeld i Sydgrønland ventes at give arbejde til 1.000 ansatte i to år i den ventede anlægsperiode 2015-16.

Foruden Danmarks største virksomhed A.P. Møller - Mærsk er fem store danske virksomheder inden for mine- og byggebranchen i spil som potentielle partnere eller leverandører til Greenland Minerals and Energys byggeprojekt til 2,5 mia. kr. FL-Smidth, Vestas, Grundfos, Pihl & Søn og B&W Scandinavian Contractors har på linie med A.P. Møller - Mærsk hver haft flere møder med det australske mineselskab i de seneste måneder.

Underdirektør Jens Almdal fra FLSmidth kalder det australske mineprojekt for interessant.

»Vi kan levere en nøglefærdig pakke med hele procesteknologien og alt det mekaniske udstyr til minen. Bl.a. knusere, møller, pumper og transportører. Vi ser muligheder for levering af udstyr for op til 500 mio. kr.,« siger direktøren fra FLSmidth.

Vestas og Grundfos også på banen

FLS som leverandør og Greenland Minerals and Energi som bygherre kigger på mere. I drøftelserne er der også fokus på, hvordan FLS kan bistå med hjælp til opstart og drift af minen. I forvejen driver FLS helt eller delvist mineanlæg i Zambia i Afrika.

»Den slags kunne man også godt forestille sig, vi gik ind i for Greenland Minerals and Energy i Grønland,« siger Jens Almdal.

Ifølge mineselskabets direktør har han og hans folk i de seneste måneder søgt efter stærke danske virksomheder, der er i stand til at deltage som partnere i det store mineprojekt. FLSmidth har dog meldt ud, at selskabet alene ønsker at være leverandør til – og ikke partnere – med australierne.

Pihl & Søn, der har bygget en lille håndfuld vandkraftværker og andre anlægsprojekter i Grønland, er meget interesseret i at bygge vandkraftværk, veje og boliger for mineselskabet.

»Det er absolut et interessant projekt«, siger projektdirektør Bjørn Stefansson fra Pihl & Søn om hans drøftelser med minefirmaet.

To af Danmarks mest grønne virksomheder, Vestas og Grundfos, kan også komme på tale som leverandører af vindmøller til et kraftværk og pumper til minen, siger Shaun Bunn fra Greenland Minerals. Han peger på, at de seks store danske selskaber med A.P. Møller - Mærsk i spidsen er store virksomheder med et godt kendskab til Grønland. Men en række andre danske selskaber har også mulighed for at blive leverandører til projekter.

Shaun Bunn peger på, at partnerskaber med danske selskaber gør det lettere at opfylde den grønlandske råstoflovs krav om, at der også skal ansættes grønlandsk arbejdskraft på anlægsprojektet. Han foretrækker en skandinavisk model med danske hovedleverandører og grønlandske underleverandører, der beskæftiger især danske og grønlandske arbejdere, frem for en model med kinesiske byggefirmaer med billig kinesisk arbejdskraft.