Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danske designvirksomheder er generelt presset af verdens højeste lønninger og skatter, og mange har ladet sig friste af lavere produktionsomkostninger i udlandet. Det gælder blandt andet velkendte mærker som Royal Copenhagen, Frits Hansen og Georg Jensen.
Men for Carl Hansen & Søns administrerende direktør, Knud Erik Hansen, som er tredje generation efter grundlæggeren Carl Hansen, er det en vigtig del af virksomhedens historie, at møbler designet af ikoner som Wegner, Kaare Klint og Mogens Koch er »made in Denmark.«
»Vi producerer noget af det bedste inden for danske møbler, og det betyder også, at man rent moralsk bør producere i Danmark,« siger Knud Erik Hansen.
Han peger på flere fordele ved at producere i Danmark trods de høje omkostninger, blandt andet dygtige håndværkere og godt råmateriale i form af bearbejdet træ. Desuden føler den administrerende direktør en forpligtelse til at fastholde danske arbejdspladser.
»Om 10-15 år står vores børn og mangler en arbejdsplads, og nogle af dem skal have et arbejde, hvor man skal være dygtig inden for håndværk. Derfor synes jeg også på det område, man har en moralsk forpligtelse til at køre videre her,« siger Knud Erik Hansen.
Men det er ikke bare de moralske dyder, der får Knud Erik Hansen til at satse på produktion i Danmark. 80 procent af produktionen i Carl Hansen & Søn er til eksport, og det er vigtigt for salget på de internationale markeder at kunne fortælle historien om danskproducerede designmøbler.
»Hvis ikke vi sælger kvalitet, kan vi ikke klare os,« siger Knud Erik Hansen.
Mens de vigtigste eksportmarkeder inden for møbelindustrien i 2012 var Norge, Tyskland og Sverige, satser Carl Hansen & Søn, er det særligt det japanske marked, der er faldet for de danske designmøbler fra Carl Hansen & Søn. Senest har en ny stol af Fritz Henningsen fra 1930 skabt stor international efterspørgsel.
»De møbler, vi efterhånden kender så godt, er totalt ukendte i udlandet. Så når vi begynder at lancere sådan nogle møbler uden for Danmark, bliver folk glade for dem, og de vil gerne have dem,« siger Knud Erik Hansen.
Selvom Knud Erik Hansens strategi i en tid med fokus på lave produktionsomkostninger og danskernes hang til discount kan virke opsigtsvækkende, afslører de tørre tal, at der stadig er et markedsgrundlag for kvalitetsprodukter i den dyre ende af prisskalaen. De seneste tre år har Carl Hansen & Søn leveret rekordregnskaber, senest med et årsresultat på lidt over 8 millioner mod 7 millioner året før, mens omsætningen steg med 23 procent.
Hensigten med købet af grunden i Assens er at bygge en hal på 6.000 kvadratmeter, en størrelse der svarer til den produktionshal, Carl Hansen & Søn allerede har. I dag har Carl Hansen & Søn 80 mand i produktionen og udvidelsen giver potentiale til yderlige fordobling af produktionsansatte.
Købet af jorden er i behold, og første spadestik forventes at blive taget i løbet af 2014.