Flere prisstigninger på vej til Danske Bank-kunderne

Bankens indtjening skal op, så der bliver også skruet på renteknappen i 2012, fastslår ordførende direktør Eivind Kolding, der fastsætter bankens vendepunkt til 2014.

Eivind Kolding vil tjene flere penge, og varsler flere rentestigninger til Danske Bank-kunderne. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Indtjeningen skal op, og Danske Bank skal have vendt skuden i 2014. Så klar er meldingen fra ordførende direktør Eivind Kolding, der torsdag sendte sit første regnskab på gaden som topchef i Danmarks største bank.

Banken har sat renten op adskillige gange i 2011, og det er ikke slut endnu, fastslår Eivind Kolding.

"Rentestigningerne bliver på en mere selektiv basis end sidste år. Der er nogle kundesegmenter, hvor vi ligger rigtigt, men der er stadig nogle områder, hvor vi kan se, at der er mulighed for at flytte os, fordi vores indtjening er et hak under det, den skal være," siger Eivind Kolding, som ikke vil komme nærmere ind på, hvilke kundegrupper han har i kikkerten.

"Det er ikke noget, vi har liggende klar. Så havde vi gjort det allerede," siger han.

Regnskabet for første kvartal lander på linje med markedets forventninger bortset fra nedskrivningsposten, der fortsat er meget stor. Bundlinjen viser et plus på 800 millioner kroner trukket op af handelsindtægterne, der mere end en milliard kroner større end ventet.



Eivind Kolding er glad for at ramme forventningerne, men er bestemt ikke tilfreds med regnskabet.

"Det er ikke tilfredsstillende. Vi har alt for store tab, så bundlinjen er for lille, men det er ikke noget, vi kan rette op på på den korte bane," siger Eivind Kolding.

Han meddeler i dagens regnskab, at det annoncerede spareprogram accelereres, så det gennemføres på to år i stedet for tre. Dermed bliver 2014 et skæringsår for koncernen.

"I 2014 skulle vi gerne være nogenlunde på plads med de tab, der ligger foran os, så vi kan konkurrere på lige fod," siger Eivind Kolding.

Siden sin tiltrædelse som topchef 15. februar har han brugt sine snart 100 første dage på at sætte sig ind i alle hjørner af bankdriften.

"Det har været rigtigt sjovt. Jeg har været rundt omkring, besøgt store og små filialer og talt med et utal af kunder, politikere og medarbejdere," siger Eivind Kolding, der har fået et tydeligt billede af bankens mest presserende udfordringer.

"Vi arbejder på en række forhold, som er svære at rangordne. I den kommende måned skal vi have den kundevendte organisation på plads, og derefter skal vi have gjort vore strategi færdig, så den er klar til efteråret," siger Eivind Kolding.

Med regnskabet for første kvartal kom dog enkelte dryp, der giver et lille indtryk af, hvordan Danske Bank kommer til at se ud i fremtiden.

Strukturen ændres efter kundetyper frem for geografi, og enkelte direktionsmedlemmerne får mere ansvar. Banken leder stadig efter en ny kreditdirektør, der kan afløse Per Damborg Skovhus, som forlader banken til sommer. Eivind Kolding håber at have besat stillingen inden sommerferien og fortæller, at rekrutteringsprocessen er rettet mod udlandet.

Koncernens to irske banker lægges sammen under én chef, og de dårlige irske lån, som er et blødende sår i bankens regnskaber, samles i et særskilt selskab.



"Nu har vi en færdig løsning for Irland, og usikkerheden er væk. Det er utrolig vigtigt. Nu kan vi skabe det rette fokus i Irland. I dag kører alle ressourcer derhen, hvor problemerne er, og så forsømmer vi de gode ting, som vi har i Irland. Fokus skal være på det fremadrettede, og det, der skal blive i koncernen, og så er der nogle andre, der kan bruge al deres energi på at få mest mulig ud af de ting, der skal afvikles," siger Eivind Kolding.