Flere passagerer i Københavns Lufthavn i juli

I juli rejste næsten 2,8 mio. passagerer gennem Københavns Lufthavn, hvilket var 1 pct. flere end i samme måned sidste år.

Læs mere
Fold sammen

I juli rejste næsten 2,8 mio. passagerer gennem Københavns Lufthavn, hvilket var 1 pct. flere end i samme måned sidste år.

Væksten er drevet af de lange, interkontinentale ruter, skriver Københavns Lufthavne i sin månedlige trafikopgørelse.

Mens passagertrafikken i Danmark viser et fald på 7,6 pct., så er den interkontinentale trafik steget 6,2 pct., og trafikken til europæiske destinationer er vokset 0,8 pct.

År til dato er den interkontinentale trafik steget 7,3 pct., og det er især rejsende mellem Danmark og USA, der trækker trafikken op.

- De senere år har vi åbnet mange nye ruter til USA, og det har især betydet flere amerikanske turister, der rejser hertil, siger Københavns Lufthavnes administrerende direktør, Thomas Woldbye, i en pressemeddelelse.

På lørdag åbner Air Indias rute mellem Delhi og København, hvilket lufthavnsdirektøren kalder en milepæl for selskabet.

- Vi har arbejdet benhårdt på at få en rute til Indien på kortet i mere end otte år, og vi har store forventninger. I dag rejser over 30.000 mellem CPH og Delhi via andre lufthavne, og de vil fremover få væsentligt lettere ved at komme hertil, når Air India-ruten åbner, siger Thomas Woldbye.

I august var London den største destination med 196.668 rejsende, mens Helsinki oplevede den største stigning blandt de største destinationer.

/ritzau/FINANS