Flere job på vej på danske hoteller

Den danske hotelbranche synes stadig tættere på at nå det niveau, man var på inden finanskrisen. Mens omsætningen har været stigende, har beskæftigelsen dog ikke fulgt med, men ifølge Dansk Erhverv kan flere job være på vej til de danske hoteller.

Foto: Annelene Petersen. Der er rift om nøglerne til hotelværelserne rundt omkring i Danmark.
Læs mere
Fold sammen

Få brancher kan mærke en finanskrise hårdere end hotelbranchen. At overnatte ude bliver i 2015 fortsat betragtet som en luksus, og luksus er som er bekendt betinget af en fyldt pengepung.

I den danske hotelbranche har finanskrisen tæret hårdt, men i en ny analyse vurderer Dansk Erhverv, at vi så småt nærmer os det niveau, der var inden finanskrisen for alvor atter ind for godt seks år siden.

Omsætningen blandt de danske hoteller er øget med 20 procent siden 2009, og heraf er den største stigning sket de seneste to år, hvor omsætningen alene er vokset med 13,5 procent.

Så godt er det ikke gået med beskæftigelsen, der godt nok er vokset, men slet ikke i samme tempo som omsætningen. Det seneste halvandet år er fuldtidsbeskæftigelsen vokset med 6,0 procent, og dermed er branchen lykkedes med at skabe nogen af de arbejdspladser, der gik tabt under finanskrisen, vurderer Dansk Erhverv.

Når omsætning og beskæftigelse ikke følges ad, betyder det, at omsætningen pr. medarbejder i branchen er steget markant. Aktuelt omsætter en medarbejder i hotelbranchen gennemsnitligt for 1,14 million kroner om året, mens det i 2009 var 1,03, fremgår det af tal fra Danmarks Statistik.

Medarbejderne på hotellerne løber med andre ord stærkere, men Dansk Erhverv vurderer alligevel, at der er et jobpotentiale på ca. 500 fuldtidsmedarbejdere i branchen i løbet af det kommende halve år.

Dansk Erhvervs analyse viser derudover, at belægningsprocenten generelt er steget, og at det er hoteller over hele landet, der har fået glæde af den positive udvikling.