Flere interesserede i Danske Banks irske låneportefølje

Der er flere, der er interesserede i at overtage Danske Banks irske låneportefølje på 2 mia. euro, som banken igangsatte en salgsproces af i sommer.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Det skriver Financial Times.

Avisen nævner Elliot Management, Prudential, Pimco og Bank of Ireland som interesserede. De fire investorer indleverede i sidste uge ifølge unavngivne kilder bud på låneporteføljen.

Der ventes ifølge Financial Times en afgørelse i denne uge.

Ingen af parterne ønsker at kommentere avisens oplysninger.

I sommer udnævnte den irske avis Irish Independent Bank of Ireland til oplagt kandidat. Bank of Ireland købte tilbage i 2015 en låneportefølje på 274 mio. euro af Danske Bank.

Danske Bank gjorde sin entre i Irland i 2004 med købet af National Irish Bank, men besluttede i 2013 at droppe sin satsning på irske privatkunder og mindre virksomhedskunder og i stedet kun satse på de helt store virksomheder og institutionelle kunder.

Det skete, efter at banken havde tabt store summer i Irland, der var meget hårdt ramt af finanskrisen.

/ritzau/FINANS