Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Virksomheder i samme branche bosætter sig i nærheden af hinanden.
Silkeborg er kendt som Bilernes By, Frederiksberg som køkkenbutikkernes centrum, og sådan er det også med Ørestad, der tiltrækker medicinalvirksomheder.
- Vi har valgt at placere vores nye nordiske hovedkontor for Sandoz i Ørestad, da det giver en unik mulighed for at agere nordisk i dagligdagen. Udover den umiddelbare nærhed til lufthavnen skaber den nemme adgang til svensk arbejdskraft en ægte skandinavisk organisation uden nationale kontorer, siger Ken Rasmussen, Nordic CFO for Sandoz.
Øresundsregionen, det vil sige Sjælland og Skåne, kaldes også Medicon Valley. Og med god grund. Regionen rummer nemlig en høj koncentration af forskningsaktiviteter inden for sundhedsområdet med medicinal-, biotek- og medicoteknikselskaber, universiteter og sygehuse. Regionen huser eksempelvis 12 universiteter med 14.000 forskere og 150.000 universitetsstuderende.
I Ørestad, som ligger midt i den dansk-svenske Medicon Valley, ligger organisationen Medicon Valley Alliance (MVA), der arbejder for at fremme vilkårene for forskning og udvikling i området samt for at skabe netværk og samarbejde på tværs af Øresund. Ifølge MVA er der mange gode grunde til, at medicinalselskaber vælger at bosætte sig i Øresundsregionen, hvor der i forvejen er mange andre medicinalselskaber.
- Det giver en positiv spiral i forhold til rekruttering af arbejdskraft og adgang til viden, services og netværk. Med en placering i Ørestad øger man tilmed mulighederne for at tiltrække svensk arbejdskraft, som nemt kan pendle over sundet, siger Anne Katrine Nørgaard, kommunikationschef i MVA.
Internationalt
Også HR-direktør i Ferring Pharmaceuticals, Susanne Korsgaard, opfatter det som helt naturligt, at virksomheder inden for samme branche bosætter sig sammen. Ørestad er et indlysende valg for en international medicinal virksomhed.
- Vi er en international virksomhed, og beliggenheden tæt på lufthavnen gør det nemt at rejse til og fra vores mange destinationer. Vi har i regionen en række betydende universitetshospitaler, som vi samarbejder med, og vi har adgang til alle de gode hoveder, som de mange universiteter udklækker. Derfor ser vi det som en stor fordel – også rekrutteringsmæssigt – at ligge i et område, hvor der både er mange virksomheder i samme branche og et betydende antal universitetshospitaler .Ørestad er designet til at lægge by til et stærkt miljø for viden og udvikling. Allerede i starten af 1990erne blev det i planlægningen af Ørestad besluttet, at Ørestad skulle anvendes til »lokalisering af højere læreanstalter, forskningsinstitutioner og forskningsbaserede virksomheder.
Flere vil finde vej
Den norske pensionskasse KLP ejer to byggerier i Ørestad og har et tredje på vej i kvarteret. KLP Ejendomme lejer ud til flere af Ørestads medicinalvirksomheder, og ifølge markeds- og ejendomschefen vil endnu flere medicinalvirksomheder finde vej.
- Det er vi slet ikke i tvivl om. Antallet vil vokse i fremtiden. Bydelen har allerede nu fået en magneteffekt, som gør, at bydelen er en fremtrædende mulighed, når virksomhederne skal vælge ny placering, siger markeds- og ejendomschef Stig Fermi-Erichsen fra KLP Ejendomme.
Han tilføjer, at Medicon Valley Alliances mange udadvendte aktiviteter over for netop dette segment har været med til at åbne virksomhedernes øjne for de nye og spændende ejendomme med et tidssvarende udbud af fællesfaciliteter og serviceydelser i Ørestad City.