Flere får fiber i kontakten

Elselskaberne begynder nu at få aftagere af Internet, TV og telefoni på deres fibernet. 30.000 flere har på et halvt år valgt forbindelse.

Hastigheden på Internet-forbindelsen gennem lysoptiske fiberkabler er mange gange større, end det klassiske telefonnet kan levere. Derfor går elselskaberne efter at stjæle kunder fra teleselskaberne. Foto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
30.000 danske hjem har det seneste halve år takket ja til at blive koblet på elselskabernes fibernet og få leveret Internet, TV og/eller telefoni gennem et og samme vægstik.

I august havde 150.000 hjem et fiberabonnement mod 120.000 i januar, og selv om det langtfra er, hvad elselskabernes brancheforening Dansk Energi havde regnet med, er der alligevel glæde over, at kunderne nu endelig begynder at komme.

30.000 venter

»Vore medlemmer har arbejdet hårdt på at få nogle kunder på nettet. Samtidig har flere danskere fået øjnene op for disse fiberforbindelser,« siger konsulent Thomas Woldiderich fra Dansk Energi til Computerworld.

Ud over de 150.000, der er sluttet til nettene, har 30.000 skrevet under på kontrakten og venter på, at der kommer hul igennem forbindelsen.

Langt de fleste Internet-forbindelser i Danmark - 1,2 millioner i alt - kører via ADSL-teknologien, altså via det normale telefonnet, men på det seneste har især det mobile bredbånd taget konkurrencen op. Her kan man fra en avanceret mobiltelefon eller en bærbar PC med mobilmodem koble sig på det hurtige 3G-mobilnet, uanset hvor man er, bare der er 3G-dækning.

DONG vil af med sit net

Elselskaberne har samlet som mål at nå omkring to millioner af de 2,5 millioner danske husstande. Anslået skal der investeres 15 milliarder kroner i at grave lysoptiske fiberkabler i jorden. Det sker hyppigst, samtidig med at elselskaberne omlægger fra luftledninger til jordledninger i strømforsyningen.

DONG Energy, som er landets største energiselskab (det tidligere NESA), forsøger i øjeblikket at frasælge sin fibernetforretning, så DONG blot skal stå for selve ledningsnettet, eventuelt i samarbejde med en partner.

MidtVest Bredbånd med hovedsæde i Holstebro er blevet splittet ad og solgt fra efter at have været på randen af en konkurs. Norske Altibox har overtaget alle privatkunderne, danske Nianet - som også ejes af flere elselskaber - har købt erhvervskunderne.

Også TDC er med

Elselskaberne har gravet fiberkabler ned, så de ligger ud for 640.000 husstande, hvor TDC - landets største teleselskab, som elselskaberne frem for alt konkurrerer med - nu passerer 200.000 husstande med sit fibernet.

LÆS MERE