Flere danskere skifter elselskab

Danskerne er for alvor begyndt at benytte sig af det frie elmarked: 115.000 har skiftet leverandør i første halvår 2012.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskerne tager i stigende grad shoppingture på det liberaliserede marked for elhandel, oplyser elselskabernes brancheorganisation Dansk Energi. 115.000 kunder har skiftet leverandør i første halvår - næsten lige så mange som skiftede i hele 2011.

- Vi kan konstatere, at et stigende antal danskere har valgt at skifte elselskab og tendensen er gældende for hele landet. Det viser os, at stadig flere private danskere er blevet mere opmærksomme på, hvordan de kan tilpasse deres elforbrug med netop den leverandør og det produkt, som de ønsker, siger afdelingschef i Dansk Energi Torben Møller Pedersen i en pressemeddelelse.

Ser man på husholdninger og mindre erhvervsdrivende, er andelen af leverandørskift i 2. kvartal 1,7 pct. Samlet set har 3,5 pct. af disse kunder skiftet elleverandør i 1. halvår. Hos de større erhvervsvirksomheder er andelen 2,0 pct.

Andelen af det samlede strømforbrug for de kunder der har skiftet elleverandør i 2. kvartal svarer til 1,7 pct. af Danmarks samlede elforbrug. For 1. halvår 2012 er det skiftede strømforbrug 7,9 pct. af hele Danmarks samlede forbrug.

.Selv om de produkter, som den enkelte forbruger kan vælge imellem er stort set ens over hele landet, så er der alligevel regionale forskelle i antallet af leverandørskift.
 
-Vores statistik viser os, at blandt de private husholdninger og mindre erhvervsdrivende, er det Fyn og Ærø i 1. halvår 2012, der har den største andel af elkunder der har skiftet elleverandør, mens den mindste andel findes i Sydsjælland og på Bornholm, siger Torben Møller Pedersen.
 Blandt de større kunder, der primært omfatter erhvervskunder, er det København og Nordsjælland, der topper listen i 1. halvår 2012. Omkring 14,8 pct. af de store elkunder i København og Nordsjælland har skiftet elleverandør, mens tallet for Sydsjælland og Bornholm er omkring 2,7 pct.