Flere ansatte i IT-Danmark

For første gang siden finanskrisen melder virksomhederne i IT-Branchen om en stigning i antallet af medarbejdere.

Foto: Kristian Juul Pedersen

For første gang i flere år udvider danske IT-virksomheder og hyrer flere ansatte. På et år er der kommet 1.000 nye arbejdspladser til.

Hos brancheforeningen IT-Branchen, der dækker 90 procent af de danske IT-virksomheder, betegner administrerende direktør Morten Bangsgaard væksten i antallet af medarbejdere blandt de 250 medlemmer som »en god nyhed«.

»Det er et tegn på, at der for alvor er en tro på, at væksten er på vej tilbage igen. Og det matcher de forventninger, IT-virksomhederne har til væksten i 2012,« siger han.

To ud af tre IT-virksomheder siger til IT-Branchen, at de forventer flere opgaver i 2012 i forhold til 2011, mens 61 procent af IT-virksomhederne samlet set står i en bedre situation nu i forhold til for et år siden.

Selv om flere danske IT-virksomheder det seneste år har underskrevet ansættelsesbreve til nye medarbejdere, melder flere dog, at det er vanskeligt at finde kvalificerede medarbejdere. Det gælder især udviklere og specialister generelt. Som omtalt i Berlingske Business meldte branchen i november 2011 om 2.000 ledige job, hvoraf flest netop var øremærket til højt specialiserede medarbejdere. Og den udfordring står mange af dem stadig med.

»Det er helt ubetinget en udfordring for IT-virksomhederne. Bekymringen for ikke at kunne skaffe kvalificeret arbejdskraft er røget længere op på listen hos dem,« siger Morten Bangsgaard, der til gengæld ikke ser antydninger til et nyt lønkapløb.

Specialister fra udlandet

Han peger på, at IT-virksomhederne i nogen grad henter specialister fra udlandet, men at der i Danmark også er en del ledige specialistkompetencer efter lukningerne af større virksomheder som eksempelvis Nokia.

De danske IT-virksomheder er da også meget aktive for at finde kvalificerede medarbejdere. Blandt de mindre og nyetablerede virksomheder samles virksomhederne til arrangementer for at sælge sig selv. I november var omkring 30 IT-iværksættervirksomheder som 23video, Zendesk og Tradeshift samlet til arrangementet »Join a Copenhagen Startup«, hvor de 15 af dem holdt salgstale for cirka 150 deltagere. IT-Branchen arrangerer hvert år en uges åbent hus for at få skoleelever til at vælge en længerevarende IT-uddannelse, som der er brug for, at flere tager.

Altmuligmanden er på vej ud

Hos den største danske jobportal Jobindex oplever administrerende direktør Kaare Danielsen da også, at de stillinger, der udbydes både af IT-virksomhederne og i flere andre brancher, generelt bliver mere specialiserede.

»Vi kan se en generel holdning - også blandt IT-virksomheder - til, at jobbene specialiseres mere. De betegnelser af personer, der kan alle mulige ting, forsvinder til fordel for folk, der har specialiseret sig inden for særlige områder. Netop på IT-området er antallet af systemer og kompleksiteten i dem blot steget over de seneste år, ligesom der i dag findes mange forskellige uddannelser i IT. Det afspejler sig naturligvis også i stillingsopslagene, hvor virksomhederne hæver kravene til kandidaterne,« siger Kaare Danielsen, der selv er uddannet ph.d. i datalogi ved Københavns Universitet i slutningen af 1980erne og efterfølgende blandt andet har arbejdet for et amerikansk softwareselskab i USA, inden han i 1996 stiftede Jobindex.

Ifølge seneste jobbarometer fra Jobindex fra fjerde kvartal 2011 var der da 4.046 stillingsopslag i kategorien ingeniør og teknik (en stigning på 9,8 procent på et år), mens kategorien informationsteknologi i samme periode rummede 4.669 stillingsopslag (et fald på 6,5 procent). Jobindex er lige nu i fuld gang med at opgøre tallene frem til marts i år. De foreløbige beregninger viser en fremgang i stillinger til især IT-folk og ingeniører.