Flere ansatte i Apple-butikker vil i fagforening

Efter gennembrud hos Amazon og Starbucks begynder ansatte i flere af Apples butikker nu også at samle sig om at blive organiseret. Coronakrisen har givet dem bedre kort på hånden, og det har vækket de klassiske fagforeninger.

I flere af Apples 500 butikker arbejder de ansatte nu på at komme i fagforening, hvilket teknologigiganterne i årtier har kæmpet imod. Fold sammen
Læs mere
Foto: Spencer Platt/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det spreder sig. Ansatte i stadig flere Apple-butikker gør nu klar til at danne fagforeninger, sådan som det også er sket hos internetgiganten Amazon og i kaffekæden Starbucks.

I adskillige af Apples 270 amerikanske forretninger har de ansatte vist interesse for at organisere sig, skriver den amerikanske finansavis Wall Street Journal.

I sidste uge meldte ansatte i en Apple-butik i Atlanta ind til myndigheden National Labor Relations Board, at de er tilstrækkeligt mange til snart at kunne holde en afstemning. Apple-ansatte i flagskibsbutikken på Grand Central Station i New York forventer også snart at kunne stemme om spørgsmålet.

Teknologigiganter kæmper imod

Det handler om højere lønninger, ekstra ferie og sikrere arbejdsforhold i butikkerne.

»Apple er et virkelig positivt sted at arbejde, men vi ved, at virksomheden kan leve bedre op til sine idealer,« siger Derrick Bowles, som er ansat i Apple-forretningen i Atlanta, til avisen.

De Apple-ansatte er blevet inspireret til at gå fagforeningsvejen af nylige gennembrud hos både Amazon og Starbucks. De store, amerikanske virksomheder – og navnlig teknologigiganterne – har alle dage haft et meget anstrengt forhold til fagforeninger og har gjort meget for at undgå dem.

Amazon har holdt møder med de ansatte for at motivere dem til at droppe fagforeningstankerne og har forsøgt at få stoppet afstemninger i New York. Starbucks topchef, Howard Schultz, er klar til at give de ansatte flere goder, men er de i fagforening, kan de blive udelukket fra at få del i dem.

Det var en stor overraskelse, at det lykkedes for de ansatte i et Amazon-varehus i Staten Island i New York at vinde flertal for retten til at organisere sig. I denne uge skal Amazon-ansatte i et nærliggende varehus også stemme om dette, skriver den britiske finansavis Financial Times.

Apple kan blive tvunget til at ændre sin forretningsmodel

Amazons kerneforretning er varehusene med de mange timeansatte, som sikrer, at det omfattende distributionssystem fungerer. Hos Starbucks er der en langt mindre stab af timeansatte, men det er dem, der står for størstedelen af kædens salg.

Apple har derimod bygget sit imperium op på sine butikker, hvor de ansatte med overbevisning skal sikre, at Apple-brugerne lever sig ind i Apples værdier og dermed bliver ved med at købe mere i Apples økosystem af soft- og hardware.

Salget gennem butikkerne er dog faldet, siden coronakrisen satte ind. Ifølge Gene Munster, som er ledende partner i teknologiinvesteringsselskabet Loup, stammer omkring 17 procent af Apples direkte salg fra butikkerne, og kun seks procent af det samlede salg sker ved fysisk fremmøde.

»Pointen med disse butikker er, at folk skal have en forbindelse med Apple og få en god oplevelse og fortælle andre om den. Nu kan Apple blive tvunget til at ændre formlen,« siger han til Wall Street Journal.

Apple fremhæver selv, at selskabet tilbyder sine ansatte gode forhold, sundhedsmuligheder, forældreorlov og aktier i selskabet blandt mange goder, og at minimumstimelønnen i butikkerne er på 20 dollar (138 kroner).

Apple har globalt omkring 500 butikker med tilsammen flere end 65.000 ansatte.

Manglende arbejdskraft giver vind i sejlene

En nylig Gallup-måling viser, at opbakningen blandt amerikanere til fagforeninger i dag ligger højere end på noget tidspunkt siden 1965, selvom kun 10,3 procent af amerikanske arbejdere i 2021 var medlemmer af en fagforening, viser officielle myndighedstal.

Men manglen på arbejdskraft har givet mere magt til de ansatte, og de dårlige forhold, som mange oplevede under coronakrisen, har gjort flere villige til at udfordre deres arbejdsgivere. Det lægger ekstra pres på fagforeningerne.

»Jeg mener, at arbejderne i mange tilfælde er foran fagforeningerne. Jeg tror, at fagbevægelsen ofte tænker på, hvor arbejdsstyrken var for ti eller 15 år siden, ikke hvor den er i dag. Jeg tror, at vi alle indser, at arbejderne er der, de er meget frustrerede, meget vrede, og de leder efter en løsning. Vi skal være den løsning,« siger D. Taylor, som er formand for fagforeningen Unite Here, der organiserer 300.000 i Canada og USA inden for blandt andet hoteller, fødevarer, tekstil, distribution, transport og lufthavnsvæsenet, til Financial Times.