Flere amerikanske advokatfirmaer undersøger søgsmål mod Danske Bank

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Der er yderligere to advokatfirmaer fra USA, der har startet en undersøgelse af, om Danske Bank har brudt den amerikanske lovgivning i forbindelse med hvidvaskningssagen i bankens estiske filial.

Det er The Schall Law Firm og Levi & Korsinsky, der har begyndt undersøgelser. Det fremgår af firmaernes hjemmesider i meddelelser fra henholdsvis onsdag og torsdag.

I forbindelse med regnskabet onsdag meddelte Danske Bank, at den agter at sende penge fra hvidvaskningssagen tilbage til "samfundsgavnlige formål", og efterfølgende faldt aktien både i Danmark og USA.

Advokatfirmaerne ser på muligheden for et søgsmål af banken, sådan at investorerne, der har tabt penge, kan få en erstatning for tabet.

- Undersøgelsen fokuserer på, hvorvidt selskabet har udstedt falske og/eller misledende udmeldinger og/eller mislykkedes at offentliggøre oplysninger, der er relevante for investorer, skriver The Schall Law Firm i meddelelsen.

Torsdag meddelte advokatfirmaet Bronstein, Gewirtz & Grossman også, at det har startet en undersøgelse af sagen. Dermed er der altså tre amerikanske advokatfirmaer, der nu undersøger sagen. Danske Bank er også børsnoteret i USA, og det er på vegne af de amerikanske investorer, at firmaerne har startet undersøgelserne.

Foruden at banken meddelte, at den agter at sende penge retur, nedjusterede selskabet sine 2018-forventninger til den lave ende af den tidligere prognose om et overskud på 18 til 20 mia. kr., og regnskabet blev generelt set kaldt skuffende af en række aktieanalytikere.

Danske Bank-aktien bakkede 9,1 pct. på børsen onsdag i København og 9,4 pct. i USA. Banken tabte 16 mia. kr. i markedsværdi. Fredag ved middagstid falder aktien 1 pct. til 180,10 kr.

/ritzau/FINANS