Flemming Hansen med i lavpristerminal

Kampen om lavpristerminal oprustes. Tidligere transportminister Flemming Hansen (K) træder ind i bestyrelsen i terminal, der skal udfordre Københavns Lufthavne.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Den tidligere konservative transportminister Flemming Hansen træder nu ind i kampen om en ny konkurrerende lavpristerminal i Københavns Lufthavn i Kastrup.

Den tidligere minister er gået ind i bestyrelsen for Terminal A, der vil give den eksisterende lufthavn kamp til stregen i forbindelse med en ny terminal.

"Vi er utrolig glade for, at Flemming Hansen har fundet tid til at gå ind i vores projekt. For at indfri visionerne har København brug for konkurrence på området i form af Terminal A og et bredt samarbejde, og vi kunne ikke tænke på nogen større kapacitet end Flemming Hansen til at styrke bestyrelsesarbejdet," siger bestyrelsesformand Torben Thyregod.

Opfordrer til samarbejde
Den tidligere transportminister mener, at nøglen til fremtidens vækst indenfor luftfartsområdet er en sund og reel konkurrence kombineret med et bredt samarbejde mellem såvel myndigheder, terminaloperatører, lufthavn, flyselskaber og interesseorganisationer.

"Her ser jeg Terminal A's nytænkning som et nødvendigt skridt i den rigtige retning, fordi projektet imødekommer passager- og flyselskabs ønsker på helt essentielle områder," siger Flemming Hansen.

Terminal A lancerede den 24. juni 2008 et projekt, der skal skabe fri konkurrence og gøre op med Københavns Lufthavnes mangeårige monopol på området.

Københavns Lufthavne har vundet første runde af krigen ved at takke nej til den konkurrende terminal ved at afvise at udleje det nødvendige og ledige areal til en ny terminal.

Og har svaret igen med planerne om en ny lavpristerminal bygget af lufthavnen.

Planen er at lavpriskonceptet CPH Swift bliver en realitet fra sommeren 2010, og der er tale om en investering på 200 millioner kroner.

Terminal A-selskabet har taget afvisningen til Konkurrencestyrelsen og klaget over, at Københavns Lufthavne ikke vil give plads til fri konkurrence på lufthavnsområdet.

/ritzau/