Fleggaard-direktør rasende over smugler-kollega

Direktøren for den største butikskæde i grænsehandlen - Fleggaard - vil have sat navn på den kollega, der medvirker til storsmugleri.

I sidste uge fik en storsmugler, der blev taget ved den dansk-tyske grænse, hjælp til at betale bøder og afgifter af personalet hos den grænsekøbmand, han havde handlet hos.

Det har gjort direktør for Fleggaard, Niels Sterndorff, rasende. Han forlanger nu, at der bliver sat navn på smugler-kollegaen, der ligesom Fleggaard, er medlem af grænsekøbmnændenes brancheforening IGG.

"Der kan simpelthen ikke blive grebet hårdt nok ind over for medlemmer, der med deres handlinger kaster et så dårligt lys over hele standen," siger Niels Sterndorff.

Han mener, at IGG skal iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af alle aktørerne i grænsehandlen og ekskludere eventuelle medlemmer, der står i ledtog med smuglere.

Ellers vil Fleggaard tage sit medlemskab af IGG op til kraftig revision, siger Niels Sterngaard.

"Vi vil på ingen måde tolerere illegal handel. Derfor har vi hos Fleggaard helt klare regler for, hvor meget vi vil sælge til den enkelte kunde. For eksempel kan en enkelt kunde kun købe 25 kasser coca cola. Hvis mængden overstiger dette, er der nemlig sandsynlighed for, at sodavandene købes med henblik på videresalg, og det vil vi ikke være med til," siger Niels Sterndorff.

Hos Fleggaard kan kunderne således kun købe øl, vand og spiritus til privat forbrug for sig selv og egen husstand. Det svarer til cirka en trailer fuld, oplyser Fleggaard. Til sammenligning havde storsmugleren 2.079 kasser øl og 99 kasser sodavand med.

Fleggaard er den største aktør i grænsehandlen med en markedsandel på procent.