Fladskærmssalget i Danmark vokser igen

Faldende priser og almindelig udskiftning af gamle modeller vender flere års tilbagegang. Smartphonesalget ventes også at vokse i 2016, fordi mange telefoner skal skiftes ud.

De større af de nye fladskærmsfjernsyn har stadig oftere den nye ultra-HD-opløsning (som nogle producenter kalder for 4K), så der er mange flere billedpunkter på skærmen end på et TV med fuld HD. De dyreste af dem har også den klarere og mere farveægte OLED-skærm i stedet for en LCD-skærm. Derimod er interessen blandt danskerne for buede fjernsyn fortsat stærkt begrænset. Foto: Robyn Beck, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBYN BECK

LAS VEGAS, USA: Efter flere års tilbagegang ser salget af fladskærmsfjernsyn igen ud til at vokse i Danmark.

Til og med november var der solgt 478.000 fladskærme, men julesalget er traditionelt stort, når det drejer sig om hjemmeelektronik, så brancheorganisationen Branchen Forbrugerelektronik (BFE) anslår på verdens største forbrugerelektronikmesse, Consumer Electronics Show (CES), i Las Vegas i denne uge, at 2015 vil ende med et salg på 550.000 fladskærme. Til sammenligning blev der i 2014 solgt 499.000 TV-apparater og i 2013 507.000 styk.

Nye modeller med nye funktioner og alderen på den gamle skærm har sammen med den voksende konkurrence på elektronikmarkedet med flere varehuse og tilsvarende faldende priser sat gang i udskiftningen og nyindkøbene.

De største skærme sælger bedre

I 2014 købte vi fladskærme for lige under 100 millioner kroner. Det vil i 2015 blive til noget mere, for med udgangen af november havde markedsanalysefirmaet GfK gjort op, at der da var solgt TV-appater for omtrent samme beløb, og det er altså, før julehandelen satte ind.

Kun salget af de helt store skærme - fra 50 tommer og opefter - vokser. 16.000 fladskærme på 55 tommer blev slæbt hen over disken i de første 11 måneder af 2015 mod 12.000 for hele året før. Størrelsen lige under, dem mellem 50 og 54 tommer, blev der sidste år solgt 7.000 af til og med november mod 6.000 året før for alle 12 måneder. For alle andre og dermed mindre skærmstørrelser er der en minimal tilbagegang.

Mønsteret er nogen lunde det samme i resten af Norden.

Ultra-HD vinder frem

De større - og dermed også dyrere - skærme er typisk dem med den nye ultra-HD-opløsning, som har fire gange så mange billedpunkter (eller pixler) som en skærm i fuld HD. Det giver en større detaljerigdom på skærmen. 18.000 TV med ultra-HD (UHD eller, som nogle TV-producenter vælger at kalde det, 4K) blev der solgt i de første 11 måneder af 2015 mod 6.000 styk i hele 2014. Dengang var ultra-HD dog også først lige kommet frem, og skærmene var noget nær ubetalelige, vil de fleste mene. Nu er også de faldet noget i pris.

De nye OLED-skærme, hvor selve skærmens glas og bagvedliggende teknologi sikrer langt klarere og mere farvestærke og -kraftige billeder i forhold til de gængse LCD-skærme er stadig for dyre til, at danskerne køber dem i stort tal. Fem procent af alle solgte TV-skærme var i oktober OLED-skærme, og i november var det fire procent.

Ser man på selve façonen, er de flade fladskærme stadig det, som trækker allermest. Kun fire procent af TV-salget i januar-november 2015 var buede skærme, viser GfKs tal.

Smartphonesalget ventes at stige i 2016

Der sælges dog megen anden elektronik end TV, selv om TV udgør en meget stor del af salget. Salget af DVD- og Blu-ray-afspillere og -optagere ventes for 2015 at falde til 130.000 fra 145.000 i 2014. Omvendt vil salget af lydbarer - en lang ekstrahøjttaler, som ofte kompenserer for den ikke så gode lyd fra fjernsynets egne højttalere - stige fra 130.000 i 2014 til 140.000. Salget af lydsystemer ligger nogen lunde konstant omkring de 170.000 styk, mens antallet af MP3-musikafspillere og andre transportable medieafspillere blot fortsætter nedad og nu ventes at ligge på 40.000 sidste år mod 54.000 et år tidligere og 106.000 i 2013.

Høretelefoner går tilbage fra 325.000 styk i 2014 til anslået 300.000 i 2015, mens salget af headset - altså (h)ørepropper og tilsvarende - vokser fra 714.000 til 850.000. Salget af GPSer falder fra 124.000 styk i 2014 til anslået 115.000 i 2015, idet flere benytter telefonens GPS som kørevejledning eller har indbygget GPS i bilen.

Ligesom med fjernsynene står også mange mobiltelefoner nu foran en udskiftning. Smartphonesalget har i 2015 stort set været som året før, nemlig på lige over to millioner styk, hvorimod salget af de almindelige og dermed mindre avancerede mobiltelefoner næppe overraskende er faldet fra omkring 250.000 til 200.000 styk. GfK forventer et nogen lunde uændret salg af almindelige mobiltelefoner i 2016, mens antallet af smartphonetelefoner vil stige til omkring 2,2 millioner som følge af, at mange finder tiden inde til at købe en ny model.

Berlingske dækker Consumer Electronics Show (CES). Berlingske er inviteret af Branchen Forbrugerelektronik (BFE).