Fladskærme, PCer og iPods sikrer Fona fremgang

Danskernes glæde ved at købe elektronik har sikret radio- og TV-kæden Fona et super resultat efter en række turbulente år.

Danskernes glæde ved elektronik sikrer Fona fremgang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De danske hjem er ved at være veludstyrede, når det angår fladskærme og bærbare PCere. Det skulle man hvert fald tro, når man ser på resultatet fra elektronikkoncernen F Group, der driver de 64 Fona-butikker, der findes i Danmark.

Omsætningen i koncernen steg med 15 procent sidste år, og resultatet før skat blev fordoblet fra 65,7 mio. kr. til 129,3 mio. kr. Dermed blev regnskabsåret 2006/2007, afsluttet med udgangen af september, det bedste nogensinde for F Group.

Det pæne regnskab er ifølge adm. direktør i F-Group, Michael Kjær, resultatet af den turnaround, koncernen har gennemført i løbet af de sidste tre til fire år, hvor man lukkede 38 butikker, afskedigede i omegnen af 500 medarbejdere og satte fokus på at skabe lønsomhed i de resterende butikker.

”Den anden del af resultatet skyldes danskernes købelyst. Det har selvfølgelig en stor effekt, som kan mærkes ude i butikkerne, at der i det forgange år har været et højt forbrug,” siger Michael Kjær.

Danskerne har især haft retning mod elektronikafdelingen, når de har besøgt Fona-forretningerne i det sidste års tid. Årets tre mest solgte produkter er ifølge Michael Kjær fladskærme, bærbare PCere og MP3-afspillere herunder iPods.

Stadig godt salg i musik og film
Men også musik- og filmsalget har klaret sig godt på trods af den skærpede konkurrence fra internettet.

”Når det gælder nethandel så er det nok sagens kerne, at der tales mere om det, end der handles. Internethandlen med musik og film er selvfølgelig en stor konkurrent, men vi har stadig et bredt salg på både musik, film og spil, og vi har faktisk vundet markedsandele i det forgange år,” siger Michael Kjær.

Han forventer, at Fona i det kommende år stadig vil opleve et stort salg af fladskærme, efterhånden som danskerne udskifter deres gamle TV med nyere modeller, og afviser for øvrigt at nethandlen vil udkonkurrere de gammeldags TV- og radioforretninger.

”Vores overbevisning er fortsat, at det har værdi for forbrugeren, at der er et menneske at kommunikere med, når de skal ud og købe nye apparater.”

Omsætningen i F-Group steg med 65 mio. kr. til 2,24 mia. kr., hvilket kun betyder en vækst på tre pct. Her skal dog tages i betragtning, at koncernen i marts frasolgte Electric City-varehusene, som det aldrig er lykkedes at drive succesfuldt. Fona-butikkernes omsætning steg med 15 pct.