Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Sidste år blev der solgt fladskærme for fire milliarder kroner i Danmark alene. 560.000 skærme forlod butikkerne og indtog danske hjem og virksomheder. I 2006 blev der solgt 400.000 fladskærme.
Trods stigningen på 40 procent er omsætningen dog kun vokset med syv procent, fordi priserne falder markant, viser opgørelsen fra Branchen Forbrugerelektronik (BFE), som samler producenterne.
Gang i HD-salg efter Blu-ray-sejr
Branchen satser på, at der i år vil blive solgt langt flere HD-afspillere og -optagere, efter at Toshiba kastede håndklædet i ringen og gav op. Toshiba indstiller produktionen af HD-DVD-produkter og overlader sejren i formatkrigen om at blive morgendagens DVD til Sonys Blu-ray.
»Branchens virksomheder kan nu koncentrere sig om at levere de bedste Blu-ray-afspillere og -optagere med garanti om anvendelse over for forbrugerne. Alle kan være sikre på, at de fremover vil kunne se alle Hollywood-film i high definition eller endda Fuld HD, hvis afspiller og TV er gearet til det,« siger Kurt Frausing, formand for BFE.
5,7 millioner TV-apparater
Danskerne ejer nu i alt 5,7 millioner fjernsyn. De 1,4 millioner er fladskærme, heraf er den ene million HD-Ready og altså klar til TV i højdefinitionskvalitet.
29 procent af de danske husstande har et fjernsyn, 34 procent har to fjernsyn, 20 procent har tre fjernsyn og 16 procent har mindst fire fjernsyn.
Samtidig står der nu 4,2 millioner DVD-maskiner ude i hjem og virksomheder, viser Gallups og BFEs målinger.