Fjordbank-chef: Vi troede på det

Direktøren for den krakkede bank Fjorbank Mors, Torben Sørensen, var for en måned siden overbeviste om, at alt var vel. Finanstilsynet så dog anderledes på det. (Opdateret kl. 13:03)

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ledelsen hos Fjordbank Mors var indtil for en måned siden overbevist om, at den kunne sikre bankens fremtid, det oplyser TV/Midt-vest.

Der er hektisk aktivitet på ledelseskontorerne i Fjordbank Mors. Hele weekenden er der forhandlinger, der skal forsøge at sikre, at banken får det bedste ud af den situation, den er havnet i.

De konkrete detaljer vil ledelsen ikke selv kommentere over for TV/Midt-vest lørdag, men siger:

"I må have forståelse for, at vi arbejder i døgndrift under et stort tidspres. Vi regner med at kunne sende en meddelelse ud til vores aktionærer sidst på dagen søndag," lyder det fra administrerende direktør i Fjordbank Mors, Torben Sørensen.

Ledelsen hos Fjordbank Mors havde i lang tid tiltro til, at den kunne sikre bankens fremtid på egen hånd.

"For en måned siden lavede vi en handlingsplan, som, vi var overbevist om, var det, der skulle til for at sikre bankens fremtid," forklarer Torben Sørensen.

Men Finanstilsynet ser anderledes på det. Det er dem, der har afgørelsen i denne her sag, siger han.

Han understreger desuden overfor TV/Midt-vest, at aktionærer og kunder skal "støtte sig til de meddelelser, der kommer fra banken." Og at der kommer en forklaring til dem i løbet af søndagen.

Beslutningen om Fjordbank Mors' videre fremtid ligger i hænderne på fire af bankbranchens sværvægtere. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har nemlig udpeget det hold, der skal bestemme, hvad der skal ske med banken, aktionærer og kunder.

Bent Naur, der er administrerende direktør i Ringkøbing Landbobank og medlem af Finansrådet, er en af de fire.

"Det er jo en af de groteske situationer, man ikke håber, man bliver sat i, men nu er det så anden gang, vi prøver kræfter med proceduren," siger han i dag til TV/Midt-vest.

De resterende medlemmer af det finansielle vurderingsråd er administrerende direktør for Danske Bank, Peter Straaup. Det er Nordeas øverste chef i Danmark, Michael Rasmussen, og så er det administrerende direktør Lasse Nyby fra Spar Nord.

"Vi kører samme procedure, som da Amagerbanken krakkede. Men ud over det, vil jeg ikke fortælle, hvad der skal se i løbet af weekenden. Det vil være forkert af mig at komme med en udtalelse om en undersøgelse, vi endnu ikke har et resultat af," understreger Bent Naur overfor TV/Midt-vest.