Fitch blåstempler regeringens F1-forslag

Den danske regerings forslag til en redning af F1-lånene har fået en opadvendt tommelfinger med på vejen fra det internationale ratingbureau Fitch.

Foto: ANDREW GOMBERT

Ifølge bureauet vil forslaget reducere risikoen for manglende likviditet i forbindelse med refinansierings-auktionerne, om end det stadig giver anledning til potentiel bekymring, at så mange af lånene er med kort løbetid.

- Den danske regerings forslag kunne mindske refinansieringsrisikoen og reducere den potentielle systemiske risiko, som Danmarks store marked for obligationer med sikkerhed i realkredit skaber, skriver Fitch i en kommentar.

Regeringen har fremlagt et forslag til en løsning, hvis auktionerne over obligationer slår fejl, eller i tilfælde af, at investorerne kræver et afkast, der er mere end 5 pct.point højere end ved den seneste auktion. I så fald vil obligationen kunne blive forlænget med tolv måneder ad flere omgange.

Fitch vurderer, at en fejlslagen auktion snarere vil være defineret ved, at investorerne vil kræve markant højere renter på obligationerne, end ved, at obligationerne ikke kan placeres i markedet.

Ratingbureauet mener desuden, at regeringens løsning vil kunne rejse tvivl om obligationens endelige udløbsdato. Der er dog mulighed for, at tvivlen kan fejes af bordet af obligationsdokumenterne selv.

- Blandt andet kan en obligations udløbsdato blive udskudt mere end en gang, og det rejser tvivl om definitionen af den juridiske endelige udløbsdato, skriver Fitch, der dog vurderer, at denne tvivl kan blive adresseret i obligationsdokumenterne.