Fiskere bange for brexit: I dag besøger EUs chefforhandler Thyborøn

Danske fiskere vil ikke glemmes i brexit-forhandlinger. De er afhængige af fiskeri i britisk farvand.

Foto: Thomas Lekfeldt

Thyborøn er i dag vært for en vigtig gæst, der kan få afgørende betydning for de danske fiskere.

EU's chefforhandler på Brexit-området Michel Barnier besøger Lemvig Kommune, for at blive klogere på dansk fiskeri, og hvilke konsekvenser Brexit kan få, skriver DR P4 Midt & Vest.

»Det er en kæmpe katastrofe,« siger Andi Knak om briternes farvel til EU til DR P4 Midt & Vest.

Han fisker fra havnen i Thyborøn og fanger mange af sine fisk i britisk farvand.

»Brexit har utrolig stor indvirkning på vores virksomhed og hele Danmarks fiskeri. Vi er afhængige af at komme i britisk farvand, siger han og fortæller, at 85 procent af fangsten af fisketypen tobis, der bliver fanget i Thyborøn, sker i britisk farvand.«

Det er ham, der skal sejle den kutter, som EUs Brexit-forhandler Michel Barnier skal ud med, når han besøger Thyborøn.

Lemvigs borgmester Erik Flyvholm (V) mener, at det er et positivt signal fra EUs side, at Michel Barnier besøger det danske fiskeri.

»At han tager sig tid til at komme en tur over på vestkysten, inden han rejser hjem igen, efter at have været til møde i København, tager jeg som et udtryk for, at han gerne vil signalere, at han er opmærksom på problemstillingen. Og han kommer op og ser området og hører om, hvad det her betyder, «siger Erik Flyvholm til DR P4 Midt & Vest.

Andi Knak håber også på, at han får mulighed for at stille Michel Barniet nogle spørgsmål under sejlturen. Han frygter nemlig brexit.

»Vi er rigtig bange for det, for det har stor indflydelse for dansk fiskeri, at vi ikke bliver glemt i forhandlingerne,« siger Andi Knak.