Firstfarms vil købe tjekkisk landbrugsvirksomhed

Firstfarms har indgået en betinget aftale om køb af Tjekkiet Invest, der ejer 100 pct. af det tjekkiske selskab Granero Vlasatice, som omfatter såvel en plante- som svineproduktion i Tjekkiet.

Foto: Claus Fisker.
Læs mere
Fold sammen

Det oplyser selskabet tirsdag eftermiddag.

- Med købet af Tjekkiet Invest styrker vi en ambitiøs vækststrategi i bæredygtig landbrugsproduktion i Østeuropa. Vi venter tillige, at der vil være betydelige synergieffekter i forhold til Firstfarms svineproduktion i Ungarn samt planteproduktion i Slovakiet, udtaler administrerende direktør Anders H. Nørgaard i meddelelsen.

Der følger med opkøbet en samlet produktion på 72.000 slagtesvin per år, og produktionsanlæggene er af høj kvalitet, mens produktionsresultaterne er tilfredsstillende, anfører Firstfarms i meddelelsen.

Produktionsgrundlaget for planteproduktionen er 1150 hektar, hvoraf de 916 hektar er ejet i et varieret sædskifte bestående af korn og raps.

Købsprisen er aftalt til 59,7 mio. kr. og ventes betalt ligeligt med udstedelse af nye aktier i Firstfarms, konvertible obligationer samt kontant.

- Købet ventes i 2018 at påvirke Firstfarms' regnskab i mindre omfang, da overtagelsen først forventes at få effekt fra tredje kvartal, oplyser Firtsfarms, der forventer en positiv påvirkning af EBITDA på 4-5 mio. kr. og EBIT på 1-2 mio. kr. i 2018.

Firstfarms har tidligere tirsdag leveret regnskab for 2017, der viste et EBITDA på 43,7 mio. kr. og et EBIT på 17,1 mio. kr.