Firmaer ser langt efter bankpakke

Bankpakke 2 eller ej: Virksomhederne får det sværere, fordi de ikke kan låne penge.

Læs mere
Fold sammen
28 pct. af landets små og mellemstore virksomheder oplevede i årets andet kvartal, at manglende finansiering gjorde det svært at drive forretningen eller søsætte nye projekter. Det er to pct. mere end første kvartal og tre pct. mere end fjerde kvartal sidste år, hvor krisen ellers slog hårdest igennem.

Det viser en analyse fra Håndværksrådet, skriver Politiken tirsdag.

"Det virker måske som en ubetydelig stigning, men den er faktisk ret bekymrende, for vi burde have oplevet det modsatte. Bankpakke 2 havde jo netop som formål at holde hjulene i gang," siger chefanalytiker Mads Engberg, Håndværksrådet.

For lille til lån
Undersøgelsen fra Håndværksrådet viser, at hver tredje virksomhed, der i første halvår af 2009 fik afslag på en låneansøgning, fik som begrundelse, at "banken slet ikke låner penge ud til mindre virksomheder i øjeblikket".

"Mindre firmaer får altså nej selv til sunde og rentable projekter - alene på grund af deres størrelse. Det er ikke rimeligt," siger Mads Engberg til Politiken.

I Dansk Industri spejder man også utålmodigt efter pengene fra bankpakken:

"Nu har bankerne strammet op på deres kreditpolitikker i tre kvartaler i træk. Måske er det på tide, at politikerne stille og roligt får fortalt den kære banksektor, at hvis man siger ja til bankpakken, så skal hele samfundet og ikke kun bankerne have gavn af den," siger Klaus Rasmussen, cheføkonom i DI til Politiken.