Fire topfolk i telekoncern fritstillet i bestikkelsessag

Telenors koncernfinansdirektør og juridiske direktør er sat midlertidigt fra deres jobs som følge af betændt sag om millionbetaling under bordet for mobiltilladelser.

Telenors koncernfinansdirektør, Richard Aa, er ligesom tre andre topfolk i den norske telegigant sendt hjem, mens en revisionsundersøgelse af en bestikkelsesaffære i Usbekistan pågår. Foto; Telenor Fold sammen
Læs mere

En betændt bestikkelsessag fortsætter med at plage den norske telegigant Telenor så meget, at fire topfolk, heriblandt Telenors koncernfinansdirektør, onsdag blev midlertidig fritstillet fra deres stillinger.

Det besluttede den nye topchef, Sigve Brekke, sammen med sin bestyrelse, kort tid efter at han har sat revisionsfirmaet Deloitte til at stå for en uvildig undersøgelse af hele affæren, der gennem lang tid har martret telegiganten, der hører til blandt verdens ti største mobilselskaber og er 54 procent ejet af den norske stat. De er foreløbig fritstillet, så længe Deloittes undersøgelse pågår.

Sigve Brekke understreger over for norske medier, at ingen af de fire mistænkes for tilknytning til korruption. Fritstillingen skyldes angiveligt, at de har modtaget meldinger om, at noget var galt, men ikke bragt dem videre.

Millionbetaling under bordet via Gibraltar

Sagen drejer sig om den russiskdominerede mobilgigant Vimpelcom, som Telenor ejer 33 procent af men nu ønsker at sælge. Vimpelcom har gennem et skuffeselskab i Gibraltar, Takilant, betalt millioner under bordet for at få den nødvendige tilladelse til at drive mobiltelefoni i Usbekistan. Takilant har tæt forbindelse til den usbekiske præsidents datter, Gulnara Karimova, som i en periode var ansvarlig for landets telemarked.

Den svensk-finske telegigant Telia har en tilsvarende sag kørende, som har kostet ledelsen og store dele af bestyrelsen deres poster.

Sagerne granskes af myndighederne i Sverige, Schweiz, Holland og USA.

Får stadig løn fra Telenor

Telenors koncernfinansdirektør Richard Olav Aa og Telenors juridiske direktør, Pål Wien Espen, er blandt de fritstillede. De to andre er Fridtjof Rusten, som i 2005-2008 sad med i Vimpelcoms bestyrelse og tidligere i år fratrådte som finansdirektør i Telenors thailandske mobilselskab, samt Ole Bjørn Sjulstad, der var bestyrelsesmedlem i Vimpelcom fra 2010 til maj 2015 og tidligere har været Telenors mand i Rusland.

Alle fire får stadig løn af Telenor.

Telenor har indsat Morten Karlsen Sørby, som i en periode var nordisk direktør for Telenor, som fungerende finansdirektør.