Bestyrelsesformand og næstformand i den for længst krakkede Eik Bank er i dag i Østre Landsret blevet dømt til at betale en erstatning på 28,6 mio. kroner sammen med to af bankens tidligere direktører. Den mest kendte i Eik Banks tidligere ledelse, Brian Toft, som var blandt de i alt otte sagsøgte, er gået fri. Det samme gælder revisionen, som også blev frifundet.
Det var et lån til den nu konkursramte ejendomskoncern Schaumann Properties, der var så uansvarligt, at de fire tidligere bankbosser er dømt til at betale en erstatning. Dommen er dog mild i forhold til det erstatningskrav på 250 mio. kroner, som statens oprydningsselskab Finansiel Stabilitet havde fremsat. Dommen er således kun en mindre delsejr til statens oprydningsselskab, som har lidt flere nederlag i forsøgene på at få idømt finanskrisens bankledelser store erstatninger. Det gælder f.eks. Amagerbanken og Roskilde Bank, hvor ledelserne blev frifundet for erstatning.
Finansiel Stabilitet må da også bære hovedparten af omkostningerne ved sagen og betale lige knap 40 mio. kr. i sagsomkostninger til de sagsøgte og til statskassen, som har lagt ud for beskikkede advokater. Dertil kommer oprydningsselskabets egen regning til Kromann Reumert, som har ført sagen for Finansiel Stabilitet. En regning, der i sidste ende bliver betalt af de danske skatteydere.
Fire dømte bankbosser
De fire tidligere medlemmer af ledelsen, som er dømt til at betale erstatning, er bestyrelsesformand Marner Jacobsen, næstformand Henrik Ørsted samt to tidligere direktører Jesper Clausen og Kim Sandberg. De ydede et lån på 40 mio. kroner til Schaumann-koncernen til køb af en ejendom i Birkerød til trods for, at ledelsen var klar over, at Schaumann-koncernen var økonomisk presset.
Det fremgår af domsudskriften fra Østre Landsret, at banken selv vurderede såvel betalingsevne som betalingsvilje og sikkerhed i Schaumann-koncernen som betænkelig. Koncernen gik da også kort efter i rekonstruktion og siden konkurs. Marner Jacobsen og Henrik Ørsted er kendt erstatningsansvarlige, fordi de begge har været med til at træffe beslutning om bevillingen i bestyrelsen. Jesper Clausen var kreditansvarlig direktør, og Kim Sandberg har som medlem af direktionen tiltrådt alle de kreditindstillinger, som blev forelagt for bestyrelsen.
Brian Toft frifundet
Eik Banks tidligere navnkundige direktør Brian Toft var udtrådt af direktionen inden bevillingen. Brian Toft blev landskendt, da han lod sig fotografere foran et – viste det sig senere – forfalsket maleri, som banken havde taget som sikkerhed. Maleriet hænger nu på væggen hos Finansiel Stabilitet.
Statens oprydningsselskab havde sagsøgt i alt otte personer i erstatningssagen, herunder Eik Banks tidligere eksterne revisor Hans Johan Laksa og revisionsfirmaet Nota Revision. Statens oprydningsselskab havde udvalgt seks store udlånsengagementer som uansvarlige, ligesom statens oprydningsselskab mente, at bankledelsen generelt havde handlet uansvarligt. Påstanden om generel uansvarlighed blev dog afvist af landsretten ligesom fem af de seks udlånssager.
Da erstatningssagen mod Eik Bank gik i gang i september for et år siden, kaldte Finansiel Stabilitets advokat Claus Juel Hansen fra Kromann Reumert de seks låneengagementer for »et skræmmeeksempel til brug i lærebøgerne på, hvordan en bankledelse ikke skal gøre«. Retssagen satte stor fokus på Eik Banks udlån til ejendomsspekulanten Vagn Andersen, også kendt som »hashlægen«. Finansiel Stabilitets advokat kaldte det »ren spekulation« og »rygende ulovligt«, men det var landsretten altså ikke enig i, og de sagsøgte blev frifundet for erstatning for udlånet til Vagn Andersen.
Brian Toft og Jesper Clausen er tidligere hver idømt bøder på 30.000 kroner i en straffesag, fordi de var ansvarlige for engagementet med kræftlægen og hans selskab Sydporten.