Finsk statsminister forsøger at lokke Nordea til at flytte

Den finske statsminister har snakket med banken Nordea om en mulig flytning af bankens hovedsæde til Finland.

Foto: Ints Kalnins. ARKIVFOTO 2017- - Storbanken Nordea kommer i morgen d. 27. april 2017 med regnskab for de første tre måneder af 2017. . (Foto: Ints Kalnins/Scanpix 2017)
Læs mere
Fold sammen

Banken Nordea overvejer at flytte sit hovedsæde, der i dag ligger i Stockholm i Sverige, til et af de andre nordiske lande.

Det har i nogen tid været kendt, at de to bejlere er Finland og Danmark.

Fredag siger den finske statsminister Juha Sipilä, at han har snakket med banken om en mulig flytning af bankens hovedsæde til Finland.

Sipilä har blandt andet argumenteret for, at det ville være godt for banken, hvis hovedsædet lå i et euroland.

Den finske statsminister lagde desuden vægt på, at alle banker har godt af at være i et miljø, der er stabilt og forudsigeligt.

Nordea har flere gange truet med at flytte hovedkontoret ud af Sverige. Grunden til det er, at den svenske regering har planer om at øge afgiftstrykket i landet.

Den danske erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har også haft snakke med Nordea om en mulig flytning til Danmark.

Vælger banken at rykke sydpå, skal de ifølge ministeren ikke frygte tilsvarende regler.

»Vi ønsker at reducere skatter og afgifter og vil ikke introducere flere regler. Vores svar vil altid være færre regler,« sagde Brian Mikkelsen ifølge Ritzau Finans til Bloomberg News onsdag.