Finanstilsynet til andelskasse: Stop udlån

Finanstilsynet har påbudt Københavns Andelskasse at stoppe udlån til nye kunder indtil 1. juli 2014. Det oplyser Finanstilsynet i en meddelelse.

Finanstilsynet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carl Redhead

Finanstilsynet har påbudt Københavns Andelskasse at stoppe udlån til nye kunder indtil 1. juli 2014. Det oplyser Finanstilsynet i en meddelelse.

Andelskassen er samtidig blevet påbudt at udarbejde en redegørelse for andelskassens økonomiske stilling og fremtidsudsigter. Den skal være indsendt til Finanstilsynet senest den 1. april 2014.

- Finanstilsynet finder, at omfanget af nyudlån i andelskassen kombineret med en lav solvensmæssig overdækning indebærer en ikke uvæsentlig risiko for, at andelskassen inden for en overskuelig tid ikke vil kunne opfylde lovens kapitalkrav og derfor vil miste sin tilladelse, begrunder Finanstilsynet.

Finanstilsynets næste inspektion forventes gennemført indenfor de næste 6 måneder. Herefter vil Finanstilsynet vurdere, hvorvidt påbuddet bør forlænges.

Ritzau/Finans