Finanstilsynet sætter sig på magten

Banksheriffen Ulrik Nødgaard fra Finanstilsynet med domicil på Østerbro i København kan være godt tilfreds med sig selv og til-synet. Der er respekt for Finanstilsynet.

Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard har styr på tingene og har skabt klarhed om tilsynets krav til bankerne. Til gengæld er hans mange regler også årsag til frustration hos bankdirektører og bankbestyrelser, der frygter at drukne i ligegyldige detaljer og papirdynger og miste overblikket. Foto: Bax Lindhardt
Læs mere
Fold sammen

Der er skabt klarhed om, hvad tilsynet betragter som et sikkert udlån, hvad tilsynet kræver af indberetninger og dokumentation for udlån og kreditter, klarhed om at ikke bare direktionen, men også bankbestyrelsen pinedød må sætte sig ind i tingene og holde direktionen og kreditfolkene i ørerne. Ingen er i tvivl om, hvad tilsynet mener.

Så altså noget af et regimeskifte og et nødvendigt regimeskifte siden dengang i 00erne, hvor tilsynet lod stå til, og bankmatadorerne hidsigt overbød hinanden i lemfældig lånebehandling. Spørger Ulrik Nødgaard en tidlig morgen derhjemme i privaten, »Lille spejl på væggen der, hvem er i grunden bankmester i landet her?« ja, så er det ikke utænkeligt at svaret vil lyde, »Ingen i Danmark er så magtfuld som du, Ulrik.«

Og det er ikke forkert. Tilsynschefen styrer ikke bare kontrollen med finanshusene, altså om der er orden i penalhusene derude hos de enkelte banker, men skriver også selv de love og bekendtgørelser, som tilsynet skal foretages ud fra.

Det er noget af en magt at samle ét sted. Man må dog sige, at Nødgaard & co. har forvaltet den enorme magt på finansens område noget nær optimalt henover finanskrisen og håndteret de dryp, der har været i finanskrisens kølvand, ganske effektivt. Så vidt, så godt.

Men nu står vi efterhånden i en situation, hvor det må være på sin plads at sætte spørgsmålstegn ved Finanstilsynets magt. Og stille det overordnede spørgsmål om vi i Danmark vil have et standardiseret bankvæsen, hvor alle banker siger og gør det samme, og hvis der skulle være en enkelt bankchef, som falder ud af rammen, at han eller hun igen lynhurtigt bliver banket på plads af Nødgaard og hans folk. Eller om ansvaret for at drive de enkelte banker bør sendes tilbage til bankerne, altså et privatejet og privatstyret bankvæsen. Med de risici det indebærer.

Finanstilsynet har netop offentliggjort en rapport over sundhedstilstanden i de danske banker. Dels en overordnet vurdering, dels en særskilt vurdering af de enkelte penge-institutter. Og der står ting at læse, som egentlig burde være en indlysende opgave for de enkelte bankers ledelser, men som Finanstilsynet nu styrer.

Eksempelvis står der om Danske Bank: »Der var således en del eksempler på, at konkurrencen med andre banker havde ført til, at Danske Bank havde lempet på vilkår ved for eksempel at nedsætte den rente, kunden betalte, og i enkelte tilfælde at undlade at tage kaution.« Og videre: »Særligt for store bankers finansiering af virksomhedshandler har Finanstilsynet generelt konstateret øget vækst, risikovillighed og konkurrence, hvilket har resulteret i lempeligere kreditvilkår. Danske Bank skal derfor være opmærksom på risikoen for at finansiere virksomhedshandler til for høje priser og med for høj gældsandel.«

Noget lignende står at læse om eftersynet hos Nordea, Jyske Bank, Sydbank med flere.

Men ærlig talt, det bør netop handle om, at bankerne konkurrerer og lader dygtigheden hos kreditbosserne i de enkelte banker afgøre, hvem der skal have lån, og hvem der ikke skal have lån. Med det overordnede ansvar placeret hos den direktion og den bestyrelse, som ejerne har sat ind.

Nu ved jeg godt, at kritikere vil falde over mig og argumentere for, at bankerne op til finanskrisen netop IKKE var tilstrækkeligt dygtige kredithåndværkere, og at det derfor vil være livsfarligt at give disse bankchefer et selvstændigt ansvar.

Frygten er, at en bank skal komme i problemer. Det er netop det store problem, at ingen bank overhovedet må komme i problemer, og derfor kører Finanstilsynet et nultabstilsyn.

Det betyder, at bankerne kræver 100 procent fuldgod sikkerhed for udlån og kreditter, og derfor oplever især erhvervslivet, at manglende risikovillighed i bankerne har ført til den berømte kreditklemme. Hellere sige nej én gang for meget, end sige ja og efterfølgende risikere at få Finanstilsynet på nakken.

Bankerne selv og deres lobbyorganisationer skal i disse år (officielt) ikke have noget af at tale Finanstilsynet imod. Dertil er bankernes udgangspunkt for svagt.

Men taler man med bankdirektører og medlemmer af bankbestyrelser, er der stigende utilfredshed med og ikke mindst stigende frustrationer over Finanstilsynets standardiseringsstyre og den bureaukratiseringsbølge med ofte 1.000 og 1.500 siders dokumenter, som bestyrelserne skal tage stilling til på hvert møde. Risikoen er, at bestyrelsen drukner i ligegyldige detaljer og papirdynger og mister overblikket.

Frygten for et bankkollaps overskygger alt andet; også hensynet til en normal markedsøkonomi, hvor sunde banker selv styrer biksen, og usunde banker går ned. Den mekanisme er sat ud af kraft.