Finanstilsynet påtaler fejl i Danica Pension-årsrapport

Finanstilsynet har påtalt en fejl i Danica Pensions årsrapport for 2014, efter at pensionsselskabet fejlagtigt har modregnet over 1 mia. kr.

Foto: Torben Christensen.
Læs mere
Fold sammen

Påtalen skyldes, at Danske Bank har tegnet en pensionsordning i Danica Pension for omkring 1300 medarbejdere. I den forbindelse stillede Danske Bank en garanti for, at hvis ikke Danica Pension nåede et afkast på 3,5 pct. årligt, så ville Danske Bank dække det manglende beløb. Danske Bank hensatte derefter 200 mio. kr. i sin årsrapport for 2014 på baggrund af garantien. Samtidig modregnede Danica Pension 1037 mio. kr. i sine livsforsikringshensættelser.

-Finanstilsynet vurderer i afgørelsen, at Danica Pension har hensat for lidt. Det korrekte er at hensætte beløbet fuldt ud, siger Henrik Hector, fuldmægtig i Finanstilsynet, til Ritzau Finans.

Danica Pension har efterfølgende rettet sin årsrapport for 2014 bagudrettet.

Af afgørelsen fra Finanstilsynet fremgår det, at tilsynet i forbindelse med en dialog med Danica Pension har vurderet, at de kan indregne Danske Banks garanti som et aktiv.

- Men kun på 200 mio. kr., som var det beløb, Danske Bank selv havde hensat til dem i deres årsrapport, således at der kommer symmetri inden for regnskaberne inden for koncernen, siger Henrik Hector.

Finanstilsynet har vurderet, at de manglende livsforsikringshensættelser på 1037 mio. kr. udgør en væsentlig fejl, da Danica Pension ikke kunne modregne garantien i livsforsikringshensættelserne, men alene aktivere garantien fra Danske Bank til en værdi af 200 mio. kr.

Det er Danica Pension selv, der har henvendt sig til Finanstilsynet, hvorefter selskabet og tilsynet har indgået i en dialog om, hvordan selskabet skulle opgøre livsforsikringshensættelser.

- I og med at virksomheden selv har valgt at rettet forholdet, har de af Finanstilsynet fået en påtale for, at der var fejl i årsrapporten for 2014, forklarer Henrik Hector.

Danica Pension er en del af Danske Bank-koncernen. Afgørelsen smitter derfor af på koncernregnskabet for Danske Bank. Men Danske Bank egenkapital er så stor, at effekten ikke vil være væsentligt for Danske Bank. Helt præcist har Danske Bank fået reduceret sin egenkapital med 700 mio. kr.

- Den regnskabsmæssige behandling af en pensionsordning i Danica Pension for nuværende og forhenværende medarbejdere i Danske Bank er ændret efter dialog med Finanstilsynet. Ændringen er foretaget med virkning for årsregnskabet for 2014 ved tilpasning af sammenligningstal og har reduceret egenkapitalen med 0,7 mia. kr., skriver Danske Bank i en mail til Ritzau Finans.