Finanstilsynet i strid modvind

Kritikken hagler ned over Finanstilsynet, der ifølge eksperter har udviklet en vidtgående praksis for hemmeligholdelse af sager, hvor virksomheder har overtrådt loven. Tilsynets chef Henrik Bjerre-Nielsen værger for sig, mens eksperter efterlyser lovændring.

Stik imod grundlaget for Fondsrådet om offentlighed om afgørelser har Finanstilsynet udviklet en fast praksis for hemmeligholdelse, en praksis, der igennem årene er blevet så godt som ukrænkelig – medmindre Folketinget griber ind. Det er budskabet fra eksperter i forvaltningsret, der efter Berlingskes afsløring af hemmeligholdelsen af den opsigtsvækkende TDC-afgørelse retter lammende kritik af Finanstilsynets lukkede linje.

»Et samfund med hemmelige afgørelser spiller ikke sammen med demokrati. Man skal kunne følge med i, hvad magthaverne foretager sig, og det kan man ikke her. Det viser TDC-sagen,« siger Claus Haagen Jensen, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet.

»Principielle afgørelser er en rettesnor for fremtiden. Derfor har borgerne krav på at kende indholdet af sådanne afgørelser. Hemmeligholdelse af dem er derfor også problematisk. Det er et problem, som ministeriet – som overordnet tilsynsmyndighed – må forholde sig til,« siger Carsten Henrichsen, professor, dr.jur. og ekspert i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

Finanstilsynets direktør Henrik Bjerre-Nielsen værger for sig, mens eksperterne lader stenhård kritik regne ned over tilsynets hemmeligholdelse af TDC-sagen. Ifølge eksperterne er Finanstilsynet under Bjerre-Nielsen med hemmeligholdelsen af TDCs lovbrud op til salget af telekoncernen gået så langt i hemmeligholdelsen, at loven ifølge eksperterne må ændres.

Nænsom behandling
Samtidig bliver der helt misforstået taget med fløjlshandsker på virksomheder, der i Fondsrådets og Finanstilsynets øjne har overtrådt loven, lyder kritikken.

Finanstilsynet og Fondsrådet er samme myndighed. Men det er rådet, der træffer afgørelser i sager, hvor tilsynet har mistanke om ulovligheder. I den bekendtgørelse, der ligger til grund for Fondsrådet, står der i § 20, at rådets afgørelser skal offentliggøres – om nødvendigt i anonymiseret form.

Ifølge Henrik Bjerre-Nielsen tilsidesætter Fondsrådets forretningsorden ikke den overordnede tavshedspligt og den praksis, der har udviklet sig.

Direktøren henviser til Fondsrådets årsberetning for 2003, der beskriver praksis for offentliggørelse af afgørelser fra Fondsrådet.

Her fremgår det, at tavshedspligten indebærer, at Fondsrådet kun i helt specielle situationer kan videregive fortrolige oplysninger om konkrete virksomheder til offentligheden. Det gælder også, når der er tale om sanktioner. Fondsrådets afgørelser offentliggøres derfor normalt kun i anonymiseret form. De anonyme afgørelser kan læses på Fondsrådets hjemmeside.

»I mange tilfælde er det imidlertid ikke muligt at anonymisere en afgørelse. F.eks. når det for at beskrive sagen fyldestgørende er nødvendigt at komme med så mange oplysninger, at den pågældende virksomhed med forholdsvis stor sikkerhed kan identificeres. Fondsrådet vurderer således, at det ikke giver mening at offentliggøre en afgørelse, hvis det ikke er muligt at beskrive sagen fyldestgørende,« siger Henrik Bjerre Nielsen.

»Det er principielt bekymrende, men desværre lovligt. Politikerne må tage diskusionen om at få lavet loven om. Det er et skidt princip med hemmelige afgørelser. Ikke mindst, hvis der er tale om store, principielle spørgsmål,« siger Claus Haagen Jensen.

»Hvis anonymisering af afgørelser er en forudsætning og anonymisering i mange tilfælde ikke er mulig, undermineres grundlaget om åbenhed i Fondsrådet. Den ansvarlige minister bør undersøge baggrunden for manglende offentliggørelse, når det kommer på tale. Og enten må man opgive bestemmelsen om offentlighed eller også sørge for øget offentlighed, end den nuværende praksis lægger for dagen.Den nuværende situation er uacceptabel,« siger Carsten Henrichsen.

Jesper Lau Hansen, børsretsprofessor ved Københavns Universitet, sætter på linje med de øvrige eksperter spørgsmålstegn ved, om tingene behøver at være så hemmelige som de er endt med at blive.

»Anonymiserede man TDC-sagen, kunne den let genkendes. Men det taler ikke nødvendigvis imod en offentliggørelse, for en sådan genkendelsesrisiko er der også i andre sager. Her burde man have lagt særlig vægt på det principielle aspekt.«

Forslag om børstribunal
Afsløringen af TDC-sagen skaber i disse dage debat om en modernisering af området. Et børstribunal er et forslag, partierne uden om regeringen er klar til at se positivt på. Uanset hvordan afgørelserne skal træffes, er der brug for offentlighed omkring dem, når de er truffet, lyder det fra eksperterne.

Erik Werlauff, børsretsprofessor, dr. jur. ved Aalborg Universitet er stærk kritiker af Finanstilsynets diskrete linje. En linje, der konkret har sikret TDC hemmelighed på trods af, at koncernen ifølge den hidtil hemmeligholdte fondsrådsafgørelse har gjort sig skyldig i lovbrud op til salget i 2005. Generelt afskærer hemmelighedskræmmeriet aktiemarkedet fra væsentlige kursfølsomme oplysninger om bl.a. virksomheders lovbrud.

»Jeg er ikke i tvivl om, at der har udviklet sig en fast administrativ praksis om vidstrakt hemmeligholdelse, en praksis udviklet af hensyn til selskaberne. Det er uholdbart. En fast administrativ praksis kan faktisk tilsidesætte en forretningsorden i bekendtgørelsesform. Derfor efterlyser jeg nye, klare regler på området i lovform. Denne praksis skaber så meget elastik, som giver Finanstilsynet meget vidtstrakte muligheder for at holde afgørelser hemmelige. Afgørelser, som offentligheden helt klart har interesse i.«

Werlauf ser TDC-sagen som et vink med en vognstang til politikerne:

»Lovgivningsmagten må tage stilling til, hvilken grad af offentlighed man ønsker om børsretlige afgørelser.

Folketinget må tage en principiel debat om sagen med det udgangspunkt, at man må have den samme åbenhed om børsretlige afgørelser.«

Notat skabte ramaskrig
Finanstilsynet udsendte i foråret et notat, der pålagde virksomheder ekstrem åbenhed over for aktiemarkedet i kraft af en skærpet oplysningspligt i forbindelse med, hvornår en virksomhed skal oplyse aktiemarkedet om at den er ved at blive købt eller har modtaget købstilbud. Notatet skabte ramaskrig og blev stærkt kritiseret. Efterfølgende måtte Erhvervsmininster Bendt Bendtsen (K) med Finanstilsynet som pennefører redegøre for Erhvervsudvalget om baggrunden. Men i redegørelsen stod ikke et ord om TDC-sagen.

Henrik Bjerre-Nielsen oplyste i sidste uge til Berlingske, at tavshedspligt afskar ham fra at informere Folketinget.

Med den faste praksis om hemmelighed fremstår forretningsordenen for Fondsrådet som et pseudo-løfte om offentlighed.

Claus Haagen Jensen:

»Forretningsordenen giver det indtryk, at alt skal offentliggøres. Men den forholder sig ikke til de situationer, hvor det er umuligt at anonymisere. Kan man ikke anonymisere sig ud af problemet og dermed undgå at overtræde tavshedspligten, må man undlade at offentliggøre. Det er en praksis, der beskytter virksomhederne.«

I Sverige går Finanstilsynet hårdt til virksomheder, der tages i lovbrud eller uregelmæssigheder. Virksomhederne udstilles med navns nævnelse.