Finanstilsynet finder Spar Nords nedskrivningsniveau passende

For tredje gang vender Finanstilsynet tomlen opad til Spar Nords nedskrivninger.

Foto: Henning Bagger

Finanstilsynet gennemførte i marts-maj endnu en ordinær inspektion i Spar Nord og for tredje gang i træk er vurderingen, at bankens samlede nedskrivningsniveau er passende, fortæller banken torsdag.

I redegørelsen, der netop er lagt frem, hæfter tilsynet sig desuden ved, at Spar Nord på kreditområdet er kendetegnet ved en stærk og central styring med stor kendskab til kunderne, referer banken.

Ledelsen i Spar Nord udtrykker stor tilfredshed med rapporten, der betegnes som vigtig, ikke mindst fordi den kommer oven på bankens fusion med Sparbank, men også fordi Spar Nords nedskrivningsniveau gennem finanskrisen har været lavere end niveauet i landets øvrige, store banker, hedder det.

»Finanstilsynets inspektioner og afrapporteringer er selvfølgelig altid vigtige, men denne rapport er ekstra vigtig, fordi den kommer oven på nogle meget begivenhedsrige år i såvel sektoren som i Spar Nord,« udtaler bankdirektør i Spar Nord Lars Møller, der samtidig glæder sig over, at banken til trods for en markant vækst både organisk som via opkøb og fusioner har formået at holde en stærk kreditkvalitet.

Om solvensbehovet konkluderer tilsynet, at det er tilstrækkeligt til at afdække bankens aktuelle risici. Rapporten indeholder et mindre antal påbud, som ifølge Spar Nord dog har mere administrativ karakter, ligesom banken skal foretage en nærmere vurdering af risikoen ved enkelte grupper af engagementer.

»Vi er enige med Finanstilsynet i disse påbud, som vi nu går i gang med at få løst,« slutter Lars Møller.