Finansrådet fraråder bankunion

Bankernes brancheorganisation slår nu fast, at bankerne fraråder, at Danmark går med i en bankunion - i hvert fald her og nu.

Foto: Torkil Adsersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bankerne er slet ikke klar til at kaste sig ind i en bankunion sammen med resten af Europa. Og da Danmark ikke er et euroland, er vi dermed ikke født medlem af en bankunion. Det giver mulighed for først at se, hvordan en bankunion udvikler sig, før Danmark behøvet at tage beslutningen om tilslutning eller ej.

»Desværre kan man ikke betragte det som en tjekliste, hvor vi bare hakker de enkelte elementer af og derefter kan sige ja eller nej til en bankunion. Vi er nødt til at følge udviklingen og drage erfaringer fra bankunionen, når den er løbet ordentligt i gang« siger Jørgen A. Horwitz ifølge en meddelelse fra Finansrådet.

Han understreger, at en forudsætning for deltagelse efter bankernes mening forudsætter, at der kan laves en tilslutningsaftale, der tager hensyn til det danske realkreditsystem.

Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen (S) mener ikke, at det haster med en dansk beslutning om deltagelse i en fælles europæisk bankunion.

»Vi har i hvert fald tænkt os at tænke os om. Nu er der linet op med fordele og ulemper, og dem tygger vi grundigt igennem, før vi tager en beslutning«, siger han til TV2 News.

Regeringen er blandt andet selv ved at undersøge, om en bankunion medfører afgivelse af suverænitet.

»Det er der mange, der kloger sig på, men nu undersøger vi sagen til bunds, inden vi tager en beslutning«, siger ministeren.

Han understreger også, at han gerne vil se, hvad der står på bøgerne (hvilke lån og kvaliteten af dem, red.) i blandt andet de portugisiske og spanske banker, inden han vurderer kløgtigheden i at være i bankunion med dem.

Finansrådet oplyser, at bankerne grundlæggende er positive over for princippet i en bankunion i Europa, som skal reducere risikoen for finansiel ustabilitet ved at oprette et fælles europæisk finanstilsyn og en fælles europæisk afviklingsmyndighed for nødlidende kreditinstitutter.

»Det er med til at skabe et godt fundament for et indre marked for finansielle tjenesteydelser, og det vil være med til at gøre konkurrencevilkårene mere ensartede til fordel for danske virksomheder og kunder«, skriver Finansrådet i forbindelse med den analyse, det har udarbejdet om fordele og ulemper ved en bankunion.