Finansopfinderen styrer pensionskassens milliarder

Henrik Olejasz Larsen styrer Sampensions milliarder, har udviklet flere finansprodukter og hjulpet tre regeringer med skatteregler.

Sideløbende med jobbet som investeringsdirektør har Henrik Olejasz Larsen (til venstre) været ekstern lektor og forfattet stribevis af artikler til tidsskrifter af tung, faglig kaliber.Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK REFNER

Som investeringsdirektør i Sampension holder Henrik Olejasz Larsen styr på, hvordan landets fjerdestørste pensionstank forvalter omkring 280 milliarder kroner i obligationer, aktier og ejendomme, men gennem hele karrieren har han formået at kombinere det forretningsmæssige og kommercielle med at forske, udvikle og opfinde.

»Jeg elsker at arbejde med nye måder at skrue produkter og porteføljer sammen på. Jeg er nok lidt af en investeringsnørd,« lød det til denne avis i 2007, da han skiftede fra direktørposten med ansvar for risikostyring i ATP til Sampension – hvor pengetanken i mellemtiden er blevet tredoblet.

»Jeg kan nok godt lide at være inde i de tekniske detaljer, men det er der alt for lidt plads til i jobbet,« siger han i maj 2015.

Trods de mange millarder har han blot en snes mand under sig, da store dele af den praktiske forvaltning er lagt ud til andre. For ejendomme gælder det flere fonde og forvaltere samt ejendomsadministratoren Deas, som Sampension delvist ejer.

Alligevel savner han indimellem at nå ud i tilstrækkeligt mange faglige hjørner, for forskning, fordybelse og formidling blev allerede i studietiden en vigtig del af hverdagen.

Tilbage i 1978 begyndte Køge-drengen på cand.polit.-studiet, og lynhurtigt fik han studenterjob i den erhvervsøkonomiske afdeling i Håndværksrådet. Nogle år efter blev han hjælpelærer og senere, efter en topeksamen, forsker både i København og på det kendte Berkeley-universitet ved San Francisco.

Siden er fulgt næsten tre årtier i finansverdenen, ofte med krævende discipliner som finansiel analyse, risikostyring, aktivallokering samt håndtering af rente- og valutarisici.

I fem år var han i Carnegie Bank og udviklede flere såkaldte strukturerede obligationer, som blev udstedt for store kunder.

Sideløbende har Olejasz været ekstern lektor og forfattet stribevis af artikler til Obligationstidende, Nationaløkonomisk Tidsskrift og andre skrifter af tung, faglig kaliber.

Han har siddet i fondsbørsens bestyrelse og haft sæde i Personbeskatningsudvalget under Poul Schlüter (K), i Skattelovrådet i Poul Nyrups (S) regeringstid og i Skattekommissionen, der gjorde forarbejdet for VK-regeringens skattereform.

Privat bor Henrik Olejasz i et større rækkehus på Frederiksberg sammen med sin hustru og to børn, to andre har forladt reden.

Familierødderne kan blandt andet føres tilbage til Polen, hvor et sæt oldeforældre – og mellemnavnet – stammer fra. Oldemoren kom til Falster for at arbejde midlertidigt ved landbruget, men strandede på grund af Første Verdenskrig og blev gift med en teglværksarbejder, der også var polak.

I fritiden drager familien gerne til sommerhuset på det yderste af Møn eller til fjerne destinationer som Australien, hvor nogle gode venner bor.

»Jobbet giver kun nogle ture til London og Stockholm, ellers finder folk jo vej til os,« siger Henrik Olejasz om rejseaktiviteten for Sampension.

Han er ikke blevet revet med af den udbredte maratonbølge i erhvervslivets top, men cykler jævnligt til kontoret og pen­sionsmilliarderne på Tuborg Havn.