Finansministeriet har ingen planer om at sælge SAS-aktier nu

Den danske regering har ikke aktuelle planer om at foretage et salg af aktier i SAS over børsen, som den norske og svenske stat netop har gennemført.

Den danske stat vil således fortsat eje 14,3 pct. af aktierne i SAS. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams

Den danske stat vil således fortsat eje 14,3 pct. af aktierne i SAS.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra finansminister Claus Hjorth Frederiksen.

- SAS er inde i en positiv udvikling og har forbedret sine resultater de seneste år. Den vellykkede transaktion viser også, at markedet har tillid til SAS, og at selskabet står stærkt rustet til at gennemføre den fortsatte tilpasning af virksomheden til de hårde konkurrencevilkår i luftfartsbranchen, siger han.

Selv om der ikke er aktuelle planer, så afviser finansministeriet ikke et salg senere.

Måske salg i fremtiden

Ministeriet, skriver, at luftfartsbranchen er meget konkurrencepræget, og der kan på sigt ske en konsolidering af den europæiske luftfartssektor.

- SAS vil naturligt indgå heri til gavn for selskabet og for tilgængeligheden til Danmark. Derfor ser regeringen ikke nødvendigvis staten som langsigtet ejer af SAS. Det må afhænge af situationen, og hvad der er bedst for SAS og tilgængeligheden til Danmark, fremgår det af pressemeddelelsen.

Derfor - og grundet de to andre regeringers salg - vil "regeringen løbende vurdere, hvordan staten som aktionær bedst understøtter, at vi fortsat har et stærkt og konkurrencedygtigt SAS."

Regeringen finder, at ændringer i den danske stats ejerskab af SAS alene bør ske efter grundige drøftelser med Folketingets partier.