Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Interesseorganisationen for den danske ejendomsbranche, Ejendomsforeningen Danmark, dækker ca. 85 pct. af investeringsejendomsmarkedet, og dens mærkesager er bl.a. en modernisering af boliglovgivningen, en løbende opdatering af erhvervslejeloven, så den afspejler de aktuelle behov, og en reduktion af ejendomsskatterne.
Disse og flere andre mål søges opfyldt via påvirkning af såvel medier som politikere, og til at stå i spidsen for arbejdets videreførelse har man nu udnævnt Jannick Nytoft, der indtræder i stillingen som adm. direktør 1. december – altså på fredag.
Døbte og afskaffede iværksætterskatten
Jannick Nytoft kommer fra den finansielle sektor, hvor han indtil nu har været adm. direktør for DVCA: interesseorganisationen for kapitalfonde, ’business angels’ og venture-fonde. Nytoft er først og fremmest kendt for at have navngivet ‘iværksætterskatten’, som han senere, i 2012, var medvirkende til at få afskaffet.
Denne baggrundshistorie taget i betragtning kommer det nok ikke bag på ret mange, at han selv fremhæver sin sans for at opbygge kommunikative platforme, der gør det muligt at indfri politiske mål, som en af de styrker, han tager med sig ind i Ejendomsforeningen:
»Iværksætterskatten hed egentlig ‘den unoterede porteføljebeskatning’, og det var jo umuligt at få sat fokus på den, og hvorfor den var et problem, hvis den ikke fik et mere mundret navn, der kunne gøre det tydeligt for alle, hvad den reelt var. Derfor navngav jeg den ‘iværksætterskatten’, hvilket gjorde det langt nemmere at få f.eks. medierne til at interessere sig for den, og til sidst lykkedes det jo også at få den afskaffet,« fortæller Jannick Nytoft og fortsætter:
»Jeg er vant til at stå i spidsen for en organisation, som har en stor interesse i at påvirke politiske beslutninger, og det vil jeg helt klart kunne tage med mig ind i ejendomsbranchen, som jo repræsenterer en central del af den danske infrastruktur. Som adm. direktør for DVCA var jeg blandt andet med til at påvirke debatten om kapitalfonde i en langt mere nuanceret retning.«
Ejendomme bør ikke være ‘cash cows’
Jannick Nytoft vil gerne ligestille familieejede ejendomsvirksomheder ved generationsskifte, så de ikke længere skal betale 50 pct. af virksomhedens værdi i skat, når en ny generation overtager, men derimod kan tage beskatningen løbende bagefter som andre typer familieejede virksomheder. Derudover vil han gerne skubbe på for lavere ejendomsskatter og forenklede regler:
»I mange kommuner er ejendomsbeskatningen hård, og det har de mulighed for at ændre på og dermed øge den generelle erhvervsvenlighed i deres kommune. Hvis man fra en kommunes side ser erhvervsejendomme som en skattemæssig ‘cash cow’, så skaber man ikke de optimale rammer for, at forretningslivet kan trives. Sagsbehandlingen skal også effektiviseres og reglerne på ejendomsområdet generelt forenkles,« siger Jannick Nytoft.