Finanskrise øger behov for telepolitik

Finanskrisen begynder nu for alvor at kradse hos teleselskaberne, der indstiller sig på en benhård recession. Krisen øger behovet for en klar industripolitik på teleområdet, lyder branchens budskab.

Den øverste chef for Telenor i Danmark, Henrik Clausen, understreger alvoren i krisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Dyb recession. Svigtende privatforbrug og nedgang i investeringsniveauet. Sådan lyder et par af de dystre udsigter, som telebranchen nu er begyndt at forberede sig på. Teleindustrien har ellers hidtil nydt godt af at være en af de mere robuste industrier, der ikke rammes hårdest under økonomisk tilbagegang i samfundet - men den finansielle krise bliver tiltagende værre og er nu så slem, at teleselskabernes budgetter er begyndt at knirke i kanten.

Den forværrede økonomiske situation får nu Telenor og Telia til at efterlyse politisk klarhed på området. Begge selskaber er globale giganter på teleområdet, og har aktiviteter i flere af verdens fattige lande, hvor den teknologiske situation kalder på massive investeringer i teleinfrastruktur - og dertil hørende massive vækstrater. Det er disse vækstrater, som den den danske telebranche skal slås imod, når de skal overbevise deres internationale moderselskaber til at investere i netop Danmark.

Den øverste chef for Telenor i Danmark, Henrik Clausen, understreger alvoren i krisen. Koncernen har mærket en forværring af den finansielle situation de sidste få måneder og er nu begyndt at indstille sig på en tid, hvor Danmarks økonomi går i bakgear. Samtidig har politikerne nu luftet planer om, at den næste generation af mobiltelefon-netværk, 4G, skal bortauktioneres og sælges for et stort milliardbeløb, som den trængte telebranche skal hive op ad lommerne i en tid, hvor en række andre brancher kan nyde godt af diverse politiske hjælpepakker.

Det får nu Henrik Clausen til at kalde på øget politisk bevågenhed.

”Vi beder jo ikke om hjælpepakker, sådan som man giver til bankerne. Vi beder bare om politisk klarhed og gennemsigtighed, så det bliver nemmere at overskue, hvad man får ud af at investere i Danmark. Hvis jeg skal bede min koncernledelse om en milliard til investeringer i Danmark, er det alt andet lige meget lettere, hvis jeg kan opstille en klar business case, der viser, hvad man får ud af investeringen på længere sigt,” siger Henrik Clausen og peger på, at det nuværende telepolitiske forlig er ti år gammelt - og at telebranchen har flyttet sig gevaldigt på de ti år. Blandt andet fremhæver Henrik Clausen, at telebranchen rammer plet i de politiske ambitioner om at nedbringe CO2-udslippet, fordi øget brug af telekommunikation og fx e-handel betyder mindre transport.

Dyrt at øge kapaciteten

I øjeblikket boomer teknologier som mobilt bredbånd i en grad, der stiller store krav til de eksisterende mobilnet. De kommende år vil ifølge flere prognoser byde på mangedobling af datatrafikken gennem mobilnettene, og derfor er det nødvendigt for teleselskaberne at bruge store beløb på at øge kapaciteten. En af de kommende investeringsområder er LTE - en ny og langt hurtigere standard for mobil datatransmission, der vil gøre mobilt bredbånd flintrende hurtigt. Men i den nuværende økonomiske situation, er det et problem både at købe licenser og samtidig bruge penge på at bygge net. Det har tidligere fået Telia-chef Jesper Brøckner til at opfordre politikerne til at give LTE-licenserne gratis væk.

Telia investerer fortsat i udbygning af deres mobilnet i Danmark. Men Telia-chefen Jesper Brøckner kan godt være bekymret for situationen på længere sigt, hvis man fra politisk side mener, at teleselskaberne skal malkes for penge, som han udtrykker det

”Vi har jo ikke engang nået at tjene vores investeringer fra 3G-auktionerne hjem. Nu skal vi så betale endnu flere penge til den danske stat. For at få penge til at investere for, skal vi levere nogle gode business cases, og det kan vi kun hvis der er nogle ordentlige rammebetingelser. Skal vi investere langsigtet, er vi nødt til at kunne præsentere et fornuftigt return on investment,” siger Jesper Brøckner.

I sit oplæg til gårsdagens Tele 2009-konference, forklarede han blandt andet, at Telias investeringer i Nepal giver en EBITDA-margin på pænt over 50 procent, mens den danske forretning bevæger sig i tyverne. Derfor kritiserer han skarpt politikerne for at betragte telebranchen som en malkeko, man kan blive ved med at hive penge ud af, mens man poster penge i hjælpepakker til øvrige brancher.