Finansiel Stabilitet skifter advokat i Roskilde Bank-sag

Gorrissen-partner Christian Alsøe, som tabte sagen mod bankens tidligere ledelse i landsretten med et brag, erstattes af Lotte Eskesen i Højesteret

Foto: Jens Nørgaard Larsen.
Læs mere
Fold sammen

Siden statens oprydningsselskab Finansiel Stabilitet tabte erstatningssagen mod den tidligere ledelse i Roskilde Bank for en måned siden, har de københavnske advokater diskuteret, hvorfor topadvokaten Christian Alsøe fra det prestigiøse advokatkontor Gorrissen Federspiel ikke fik opgjort de konkrete tab, som banken led på en række store udlånsengagementer.

Dommerne i Østre Landsret gjorde nemlig ved domsafsigelsen i starten af november en særlig pointe ud af, at Finansiel Stabilitets advokat ikke havde opgjort tabene af de lån, som oprydningsselskabet mener, er uforsvarlige.

Retsformanden var efter dommen usædvanlig syrlig, da han pegede på, at Christian Alsøe fra Gorrissen Federspiel havde opgjort tabet ved at de udlånsengagementer, som Finansiel Stabilitet kritiserede i særlig grad, til et sted mellem 1,6 mio.kr. og 585 mio. kr. Efter dommen underviste adskillige advokater offentligheden i, at det er basal erstatningsret, som jurastuderende lærer som noget af det første. Hvis man ikke er i stand til at opgøre et tab, kan man ikke kræve erstatning.

Spekulationerne på de københavnske advokatkontorer gik efterfølgende på, hvorvidt det skyldtes Christian Alsøe og Finansiel Stabilitets arrogance og forkerte strategi, at tabene ved Roskilde Banks kritiserede udlån ikke var opgjort - eller om det skyldtes, at det simpelthen var vanskeligt at opgøre tabene på grund af forsvundne dokumenter. Unde retssagen forklarede flere tidligere ansatte i banken, at de ikke var trygge ved, at der blev passet godt på papirerne, som blev flyttet rundt ved flere lejligheder.

Christian Alsøes plads overtages af Lotte Eskesen, der ligesom Alsøe er partner i Gorrissen Federspiel. Hun sekunderes af Jakob Skude Rasmussen, som også bistod Christian Alsøe.