Finansiel Stabilitet har sat 1,2 milliarder af til retssager

Forliget om Roskilde Bank kan koste statens afviklingselskab Finansiel Stabilitet 222 millioner kroner. I alt er det statslige selskab involveret i retssager og tvister for syv milliarder kroner.

Foto: Liselotte Sabroe. Henrik Bjerre-Nielsen, administrerende direktør i Finansiel Stabilitet, som mandag indgik forlig med Forbrugerombudsmanden om erstatning til en del af aktionærerne i Roskilde Bank.
Læs mere
Fold sammen
Sagen mellem Forbrugerombudsmanden og statens afviklingsselskab Finansiel Stabilitet om salget af aktier i Roskilde Bank op til krakket er blot en i en række tvister udløst af finanskrisen.

I alt er Finansiel Stabilitet part i verserende retssager og tvister for syv milliarder kroner. Det fremgår af regnskabet for første halvår 2013. Dermed er Roskilde Bank-sagen indeholdt i tallet.

Den faldt tirsdag morgen ud med et forlig med Forbrugerombudsmanden, som sikrer 60 procent i erstatning til de aktionærer, der købte aktier i forbindelse med to reklamefremstød i 2006 og 2007.

I alt blev der i den forbindelse solgt aktier for 370 millioner kroner, og forliget kan dermed koste Finansiel Stabilitet 222 millioner kroner.

Statens afviklingsselskab har hensat 1,2 milliarder kroner på sagsporteføljen.