Finanshuse jagter formue i svindelsag

Dansk Bank, Nordea og PFA Pension jagter trekvart milliard kroner, som de har tabt på den fallerede amerikanske finansmand Bernard Madoff.

Danske Bank, Nordea og PFA Pension går nu på pengejagt i ruinerne efter verdens største finanssvindler, Bernard Madoff, med et samlet krav på op imod 750 millioner kroner. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

De tre danske finanshuse vil samlet eller hver for sig anlægge sag mod den tidligere højt anerkendte investeringsfond Fairfield Sentry i Connecticut nord for New York.

Det var Fairfield-fonden, der efter at være betroet de danske finanshuses penge via den amerikanske depotbank Citco sendte dem videre til Bernard Madoffs pengekasser med løfte om stabile afkast på omkring ni procent årligt. Sammenlagt investerede Fairfield-fonden omkring 30 milliarder kroner hos Madoff.

Danskernes erstatningskrav ventes også at ramme depotbanken Citco, der var ansvarlig for placeringerne. Også revisionskoncernen PriceWaterHouseCooperss inddrages i erstatningskravet, fordi den i årevis afleverede blanke revisionspåtegninger.

/ritzau/