Finansen i splid – med sig selv

Det er ikke unaturligt med uenighed i en branche, der er under voldsomt pres. Men det er sjældent, at ufreden bryder ud i lys lue i offentligheden, som det er sket i den finansielle branche i kølvandet på finanskrisen. Bankerne samlet under brancheforeningen Finansrådet er så splittede som aldrig før.

Det er ikke unaturligt med uenighed i en branche, der er under voldsomt pres. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Det er et dumt tidspunkt at være splittet på. Konturerne til en ny og markant skrappere banklovgivning tegnes netop i disse måneder, og jo mere splittet sektoren er, desto svagere er gennemslagskraften over for politikere og embedsmænd på Christiansborg. I de senere måneder har der været en række forskellige markeringer. Dels omkring etableringen af SIFI-banker (om de øgede krav til kapital), dels omkring holdningen til de omstridte F1-lån og dels omkring såkaldte kassegebyrer i banker. Nogle banker er godt og grundigt trætte af at betjene kunder fra andre banker, der nedlægger filialer og kassefunktioner. Det som Jyske Bank-direktør Anders Dam med en slagkraftig rubrik har kaldt »en social udrensning«.

Læs i øvrigt finansredaktør Peter Nyholms artikler om det særlige hyrdebrev (frit oversat: skideballe), som er sendt ud i denne uge og sat på dagsordenen på mandagens bestyrelsesmøde i Finansrådet. Der er næppe tvivl om, at bankdirektørerne samlet i Finansrådets bestyrelse hver især vil argumentere for, at splittelsen er blæst helt ud af proportioner, og at splittelsen er strammet i mediernes overskrifter. Skjules kan det dog ikke, at der er betydelige holdningsforskelle i banktoppen lige nu. Især synes stemningen mellem landets to største banker, Danske Bank og Nordea, at være anspændt.

Det er ikke nyt, at de to storbanker giver hinanden skuldertacklinger i den hårde konkurrences navn, og det er heller ikke nyt, at havkatten i hyttefadet, Jyske Bank, tager sin plads som provinsens frække alternativ til københavnerbankerne. Sådan har det været i årtier. Men det er nyt, at banktoppen ikke kan finde fælles fodslag om de overordnede principper. Om holdningen til infrastrukturen og holdningen til de svar, der skal gives til Christiansborg.

Da Nordea i 1990erne (dengang Unibank) i forbindelse med finanskrisen hang med næbet som følge af store tab, var det ikke usædvanligt, at Danske Bank stak lidt til konkurrenten. I dag er det omvendt. I dag er Nordea den suverænt største og stærkeste bank i Norden, mens Danske Bank er presset og hænger med næbet. Nordea kan fint leve op til markant skrappere SIFI-krav, mens Danske Bank vånder sig over udsigten til strammere krav.

Så uenigheden i banktoppen har i høj grad at gøre med de enkelte bankers økonomiske styrke. Men hertil kommer den skævvridning, der er sket over de seneste ti år, og som har reduceret Finansrådets gennemslagskraft. En skævvridning, der blandt andet har med Nordea at gøre. Nordea er formelt en svensk bank under svensk lovgivning, men godt nok med en så betydende forretning i Danmark, at Nordea også i offentligheden defineres som en dansk bank.

Tidligere var det topdirektørerne i de enkelte banker, der havde sæde i Finansrådets bestyrelse, og det gjorde brancheforeningens indflydelse på Christiansborg og i samfundet i øvrigt ganske markant. På skift Steen Rasborg, Thorleif Krarup eller Peter Schütze fra Unibank/Nordea og Knud Sørensen eller Peter Straarup fra Danske Bank. I dag er hverken Nordeas topchef Christian Clausen eller Danske Banks Eivind Kolding med i Finansrådets bestyrelse. Og det gør alt andet lige gennemslagskraften svagere, både internt i sektoren men i særdeleshed over for det politiske system.

Læg hertil, at også realkreditsektoren er splittet. Realkreditrådet har Nykredit og BRF som sine to væsentligste medlemmer, mens den konkurrerende Realkreditforeningen har Nordea Kredit og Danske Banks Realkredit Danmark som sine to spydspidser. Med de finansielle supermarkeder er det svært at se fornuften i hele tre konkurrerende, finansielle brancheforeninger. En sådan opsplitning gør det svært at tale med én stemme. De hedeste drømme i den finansielle sektor må således handle om at få skabt én stemme, og vel at mærke en magtfuld stemme.